Flere unge bliver taget for SU-snyd

1. marts 2013 16:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere unge bliver taget for SU-snyd
Billede mangler

Flere unge bliver taget i at snyde med SUen. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger til dr.dk, at der sidste år var dobbelt så mange sager om SU-snyd sammenlignet med 2011.

 

Stigningen betyder, at krav om tilbagebetaling af SU er mere end fordoblet fra fire millioner til ni millioner kroner om året.

»Nettet bliver mere finmasket, og det bliver sværere og sværere at snyde. Opfordringen er at lade være, for vi har verdens bedste SU-system, og det er der ingen grund til at snyde med,« siger Morten Østergaard til dr.dk.

Reaktionen kommer, efter Østjyllands Politi tirsdag slog til mod fire unge, der havde en proformaadresse i Gellerup, men reelt boede hjemme hos deres forældre. Det betød, at de uretmæssigt kunne hæve hver især 5.700 kroner om måneden i SU som udeboende mod 2.800 kroner som hjemmeboende.

»Der er grund til at rose det forbilledlige samarbejde mellem de sociale myndigheder og politiet i Aarhus. Indsatsen er blevet optrappet, og dobbelt så mange er blevet taget sidste år. Derfor er den bedste opfordring, vi kan give til de unge: Lad være med at snyde med jeres SU, vi opdager det,« siger Morten Østergaard til dr.dk.

Hos Østjyllands Politi frygter politikommissær Mogens Brøndum, at snyderiet med SU er udbredt.

»Det kunne tyde på, at det kun er toppen af isbjerget, vi har set. I hvert fald sagde de unge til os, at det var helt almindeligt og nærmest lidt smart at opgive falske adresser for at hæve den høje SU,« siger Mogens Brøndum.

De fire unge aarhusianere vil formentlig blive sigtet for socialt bedrageri, der har en strafferamme, som spænder fra bøde til fængsel i op mod halvandet år. Det vil samtidig give en plet på de unge menneskers straffeattester.

Østjyllands Politi har fået blod på tanden og advarer om, at tirsdagens aktion vil blive gentaget.

»Vi kan allerede nu sige, at det ikke er sidste gang, vi har taget fat omkring kontrol af det her område,« siger Mogens Brøndum.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu