Flertal vil skære i de unges kontanthjælp

11. maj 2012 06:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Flertal vil skære i de unges kontanthjælp
Billede mangler

Det er på ingen måde i orden, at unge under 30 år får kontanthjælp måned efter måned.
Sådan lyder det fra knap 57 procent af danskerne, der mener, at det skal være slut med, at denne gruppe unge bare kan hæve fuld kontanthjælp hver måned.
I stedet skal kontanthjælpen sættes ned til SU-størrelse for at få flere unge i job eller uddannelse.
Det fremgår af en ny rundspørge, som A&B Analyse har foretaget for netavisen Altinget.dk.
Regeringen har dermed tilsyneladende opbakning i befolkningen, når det kommer til den planlagte, storstilede reform af kontanthjælpen.
31,4 procent af de 1232 adspurgte i målingen ønsker ikke at reducere kontanthjælpen for unge, mens 12 procent har svaret “ved ikke”.
Og resultat vækker begejstring hos De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq:
– Det er urimeligt, at unge får fuld kontanthjælp, hvis de er arbejdsmarkedsparate og vælger hængekøjen i stedet for uddannelse eller jobsøgning.
– Det er bestemt ikke urealistisk, at lavere kontanthjælp til arbejdsparate unge bliver en del af kontanthjælpsreformen, siger han til Altinget.dk.
Begejstring er der til gengæld ikke til at spore hos Christian Juhl fra Enhedslisten.
Arbejdsmarkedsordføreren for regeringens støtteparti mener, at danskerne “er blevet så kriseberedte, at de er klar til at acceptere det meste.”
– Det er helt vanvittigt. Vi har lige kasseret fattigdomsydelserne, hvorfor skulle vi så lave nogle nye? Det vil skabe træghed, fordi det vil gøre endnu flere marginaliseret, siger han til Altinget.dk.
I dag modtager en kontanthjælpsmodtager uden børn godt 10.300 kroner om måneden før skat. Til sammenligning får man ca. 5600 kroner på SU.
Regeringen ventes at fremsætte sit udspil til en kontanthjælpsreform efter sommerferien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu