Flot, forsinket debut til Lars Krogh

24. februar 2013 19:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flot, forsinket debut til Lars Krogh
Billede mangler

Det har taget sin tid. Men søndag den 24. februar 2013 blev endelig dagen, hvor Lars Krogh Jeppesen kunne spille sin første kamp i KIF-trøjen. Og trods lidt startvanskeligheder blev det alt i alt en flot debut for den tidligere landsholdsstjerne, der egentlig troede, hans aktive håndboldkarriere var forbi.

 

Lars Krogh Jeppesen skiftede første gang til KIF Kolding i sommeren 2010, hvortil han kom fra Bjerringbro-Silkeborg. Et træthedsbrud ødelagde imidlertid hans sæson i den nye klub, og han kom derfor aldrig til at spille en officiel kamp for klubben, inden han sæsonen efter skiftede til Faaborg i 1. division.

Et ambitiøst håndboldprojekt i det sydfynske gik imidlertid ned med et brag, og så vendte Lars Krogh Jeppesen før denne sæson tilbage til KIF Kolding, der nu havde fået tilføjet navnet København. Dog ’kun i en rolle som håndboldpensionist og assistenttræner.

Men en langvarig skade for nylig til forsvarsspecialisten Joachim Boldsen satte gang i de kreative tanker i KIF, der pludselig stod og manglede folk med kapacitet i forsvaret. Lars Krogh Jeppesen blev derfor kaldt tilbage fra de pensioneredes rækker. Og i går kom debut’en, da endnu en forsvarsspecialist, Frederik Børm, blev skadet.

»Jeg troede, det var slut, men det er fedt at få lov til at være med igen. Det må jeg sige,« sagde en storsmilende Lars Krogh Jeppesen efter KIFs Europa Cup-sejr på 25-23 over tyske Rhein-Neckar Löwen, der ellers fører verdens bedste liga, bundesligaen i Tyskland.

»Det var fantastisk at få lov til at gå sådan til den og få lov til at spille mod verdens bedste hold lige pt. Der bliver spillet med musklerne, og der bliver gået til den. Men det var fedt,« fortsatte den godt to meter høje spiller, der gennem det meste af kampen i Brøndby Hallen udgjorde KIFs midterforsvar med en fantastisk hårdt arbejdende Lars Jørgensen.

Til en begyndelse så ’pensionisten Lars Krogh Jeppesen dog ud til at have problemer med at følge med i det høje tempo i kampen, der blev afviklet på et højt internationalt niveau.

»Det var en fin debut for Lars Krogh. Der var lidt startvanskeligheder, hvor kadencen på Rhein Neckars mål var lidt for vild, og de kom særligt i området omkring Lars Krogh. Men det fik vi løst, og så var Lars med til at bringe den erfaring og hårdhed, der skal til for at matche et hold som Rhein-Neckar Löwen. Det var en rigtig fed debut for ham. Husk på, at sidst han spillede håndbold, var vist for Faaborg – med al respekt,« sagde KIF-træner Peter Bredsdorff-Larsen med et smil.

»Jeg skulle lige bruge en fem-otte minutter til at finde ud af hårdheden. For det er altså lidt noget andet med de screeninger, der bliver sat. Han var dygtig deres stregspiller. Ros til ham,« sagde Lars Krogh Jeppesen med hentydning til de tyske løvers norske stregspiller, Bjarte Myrhol.

Da rusten var banket af, fik den tidligere danske landsholdsstjerne imidlertid gang i sammenspillet med Lars Jørgensen på den ene side og Kim Andersson på den anden. Og så glemte man næsten savnet af Joachim Boldsen.

»Jeg ved ikke, om det før er lykkedes et dansk hold at slå et tysk førerhold. Det var en af de få ting, det gamle københavnerhold (AG København, red.) ikke nåede, så det er vi da stolte af, sagde Peter Bredsdorff-Larsen, der var godt tilfreds med, at hans mandskab holdt tyskerne på kun 23 scoringer.

»Vi holdt fast i det gode forsvar og målmandsspil fra sæsonen, hvor modstanderne har haft svært ved at lave mål. 23 mål er vores snit i mange kampe, så vi er glade for at vi også kunne gøre det i dag mod en så god modstander, sagde KIF-træneren.

KIF Kolding København har nu maksimumpoint efter tre af de seks kampe i gruppespillet i EHF Cup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu