Flugtbilist efterlyst: 70-årig cyklist påkørt og efterladt med punkteret lunge og brækkede ribben

21. april 2017 09:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af bilen.

Flugtbilist efterlyst: 70-årig cyklist påkørt og efterladt med punkteret lunge og brækkede ribben
Det var i dette kryds, at cyklisten blev påkørt. Foto: Google Street View.

Bornholms Politi efterlyser fredag føreren af et køretøj, der torsdag eftermiddag påkørte en 70-årig mand. Uheldet skete i krydset Almegårdsvej/Snorrebakken. Bilisten holdt i krydset og skulle til højre.

Manden blev ramt, da bilisten ikke overholdt sin ubetingede vigepligt. Manden ramte venstre side af bilens front, og i den forbindelse brækkede han tre ribben. Han fik også punkteret en lunge og slået et kraveben af led.

Hos Bornholms Politi sidder vagthavende Poul Bjerregaard og håber, at politiet hurtigst muligt får fat i føreren af køretøjet, der formentlig var en kvinde. 

Der skrives formentlig, fordi det er begrænset, hvor mange oplysninger politiet har om føreren af køretøjet, og selve køretøjet.

– Vi er ret overbeviste om, at det er en varevogn, siger Poul Bjerregaard.

Han fortæller, at politiet allerede har været i kontakt med vidner, der så uheldet. Men der er tale om et trafikeret område, hvor der en torsdag eftermiddag normalt opholder sig en del mennesker.

Hvem var føreren?

Derfor håber Poul Bjerregaard, at man kan få flere til at henvende sig. Først og fremmest vil man meget gerne have identificeret føreren af bilen. Så enten skal vedkommende, der har kørt bilen, henvende sig til politiet. Eller også skal offentligheden hjælp.

– Borgerne herovre er faktisk gode til at hjælpe os, fortæller Poul Bjerregaard. Han håber, at det samme er tilfældet her.

Det alvorlige trafikuheld efterlod den 70-årige kvæstet i vejkanten, og skal man tage noget positivt med fra historien kunne det være, at det er sjældent, at der er sådanne sager på Bornholm.

– Vi har selvfølgelig ligesom alle andre steder parkeringsskader, hvor folk påkører en bil og kører fra stedet. Men uheld med tilskadekomst, hvor der er en, der kører fra stedet, dem har vi sjældent, lyder det fra den vagthavende.

Der findes følgende signalament af fører og køretøj:

“Bornholms Politi vil rigtig gerne i kontakt med bilisten, der kun beskrives som havende skulderlangt lyst hår – formentlig en kvinde. Bilen er en blå eller mørk varevogn.”

Hvis du har oplysninger, der kan bidrage til sagens opklaring, skal du kontakte Bornholms Politi på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu