Flyansatte kæmper for løngaranti

6. december 2011 09:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Flyansatte kæmper for løngaranti
Billede mangler

Hvis din arbejdsplads går konkurs, så kan du være sikker på, at Lønmodtagernes Garantifond betaler din løn.
Sådan fungerer det i Danmark og alle europæiske lande.
Men den danske garantifond giver større løndækning end andre fonde.
Og derfor vil flere hundrede tidligere ansatte i det konkursramte Sterling Airlines nu have penge fra Danmark, skriver Politiken.
Men Lønmodtagernes Garantifond henviser til, at de ansatte har arbejdet på ‘baser’ i Sverige og Norge, uanset at nogle de ansatte tidligere har haft fast bopæl i Danmark.
“Vi er i Lønmodtagernes Garantifond ikke i tvivl om, at der er tale om en transnational sag, hvor det er arbejdsstedet, der afgør, hvilket land der skal dække lønmodtagernes løntilgodehavende,” siger Mogens Højland, kundechef i Lønmodtagernes Garantifond til Politiken.
Indtil videre har LG betalt 92 millioner kroner til 940 Sterling-ansatte, der er blevet ramt af konkursen.
Men fonden har henvist yderligere 300 Sterling-ansatte til de norske og svenske ordninger, som altså betaler mindre end den danske.
Serviceforbundet, der organiserer piloter og kabinepersonale, har nu anlagt sag mod LG.
“Vi mener ikke som LG, at disse medarbejere har udført deres arbejde i Norge og Sverige. Vi mener, det er ligegyldigt, hvor disse piloter og stewardesser står på flyet – for flyet er dansk, og der er tale om medarbejdere, der har dansk ansættelseskontrakt, dansk overenskomst, dansk læge og tandlæge – derfor skal de også have deres penge af den danske garantifond,” siger advokat Jørgen Jacobsen, der fører sagen for Serviceforbundet, til Politiken.
Sagen ligger nu i Østre Landsret, der ventes at sende den videre til EU-domstolen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu