Flytrafikken dykker i det jyske

4. februar 2013 16:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flytrafikken dykker i det jyske
Billede mangler

Der var længere mellem indenrigspassagererne i de jyske lufthavne Billund, Aalborg og Aarhus i årets første måned.

 

Mens Jyllands tre største lufthavne alle kan fremvise stigende passagertal, når det gælder rejser ud af landet, så blev alle tre lufthavne ramt af tilbagegang i januar, skriver rejsesiden check-in.dk.

Værst ser det ud i Aarhus Lufthavn, hvor det samlede antal indenrigspassagerer i januar faldt med 32,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år. I Aalborg Lufthavn gik det også tilbage i januar, her faldt det samlede antal indenrigspassagerer med 12,2 procent i forhold til samme periode året før, mens Billund Lufthavn kan registrere et fald på 7,5 procent i antallet af indenrigsrejsende.

Tilbagegangen fra januar 2012 til januar 2013 kan især spores tilbage til flyselskabet Cimber Sterlings konkurs i maj 2012, skriver check-in.dk. Konkursen medførte færre afgang fra de tre lufthavne, men i Aarhus er der snart udsigt til mere flytrafik til hovedstaden. Fra 8. april vil der blive lanceret et mere omfattende trafikprogram mellem Aarhus og København, forklarer direktør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn.

– Vi forventer ikke, at det nye program umiddelbart vil bringe os tilbage på det høje niveau, indenrigsruten præsterede i tiden før Cimber Sterling konkursen i maj sidste år, men det er et væsentligt skridt i den rigtige retning og et godt udgangspunkt for yderligere konsolidering af ruten, siger han.

I Aalborg Lufthavn håber de til gengæld på flere indenrigspassagerer i den kommende tid.

– Både SAS og Norwegian lægger flere og flere billige billetter ud, og i sommertrafikprogrammet indsætter Norwegian en ekstra daglig frekvens på ruten til København. Det giver et begrundet håb om bedre indenrigspassagertal i løbet af de næste to til fire måneder, siger direktør Søren Svendsen til check-in.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu