FN antyder menneskeheds-forbrydelser i Syrien

19. juni 2012 03:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
FN antyder menneskeheds-forbrydelser i Syrien
Billede mangler

Regimet i Syrien kan være skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, når det angriber byer med tunge våben.
Sådan lyder udmeldingen nu fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay.
– Regeringen i Syrien må øjeblikkeligt standse brugen af tunge våben og stoppe granatbeskydningen af befolkede områder.
– Sådanne handlinger kan være forbrydelser mod menneskeheden og mulige krigsforbrydelsen, siger Navi Pillay.
Meldingen kom på et møde mandag i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève, hvor Pillay også slog fast, at situationen i Syrien er blevet yderligere forværret, og at civilbefolkningen lider stor overlast.
Allerede tidligere i juni åbnede FN’s Menneskerettighedsråd for en uafhængig efterforskning af massakren i Houla i maj, hvor op mod 108 mennesker – deraf 49 børn – blev dræbt.
Fra EU’s side lyder kravet om, at FN’s Sikkerhedsråd skal stå sammen over for Syrien.
– Der er nu et hastende behov for samlet handling fra det internationale samfund, lyder det i en pressemeddelelse fra EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
– Alle medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd skal samle sig og øge det internationale pres for at genindføre Kofi Annans fredsplan og tillade den politiske proces, fortsætter hun.
Mandag er kampene fortsat i Syrien, og mindst 36 mennesker har ifølge oppositionskilder mistet livet. Mange er omkommet, efter at regimet har bombarderet byer og andre af oprørernes områder.
Blandt andet var det femte dag i træk, at regimet bombede oprørsstyrkers positioner i byen Homs og i forstæder til hovedstaden Damaskus, siger aktivistgrupper.
Flere end 14.400 mennesker skal være blevet dræbt, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad begyndte i marts i fjor.
/ritzau/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu