FN godkender historisk aftale om våbenhandel

2. april 2013 19:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FN godkender historisk aftale om våbenhandel
Billede mangler

USA: Med et overvældende flertal vedtog FNs Generalforsamling den første globale våbenhandelstraktat, som skal regulere den godt 400 milliarder kroner store industri med alt fra lette våben til kampvogne og krigsskibe.

 

Traktaten gør det obligatorisk for lande at indføre en national kontrol af våbeneksport, så våben ikke ender i hænderne på eksempelvis terrorister og kriminelle.

Ifølge Reuters faldt 154 stemmer i den 193 nationer store generalforsamling ud til fordel for traktaten. Kun tre var imod, og 23 undlod at stemme.

Efter forhandlingerne brød sammen i FNs hovedkvarter i New York i sidste uge, fordi Iran, Syrien og Nordkorea sagde nej til traktaten, blev aftalen sendt til FNs Generalforsamling til afstemning, hvor der skal være et flertal blandt to-tredjedele af medlemmerne, for at en aftale kan vedtages.

3. juni kan de enige lande skrive under på traktaten, og 90 dage efter at den 50. underskrift er sat, træder aftalen i kraft, skriver Reuters.

Mens store våbenproducenter som Kina og Rusland sammen med Cuba, Venezuela, Nicaragua, Bolivia og andre lande undlod at stemme, klagede flere lande over, at våbenhandelstraktaten favoriserer eksporterende lande over importerende lande.

Selv om den magtfulde amerikanske våbenorganisation National Rifle Association (NRA) er meget imod traktaten, meldte verdens største våbeneksportør, USA, allerede i sidste uge, at landet var klar til at sige ja til en global våbenhandelsaftale.

Som i sidste uge stod Syrien på hælene over for traktaten, og landets FN-ambassadør Bashar Ja’afari har gentaget, at hans regering ikke kan støtte en aftale, fordi der ikke er noget forbud mod at sælge våben til ikke-statslige aktører og »terrorister«, som oprørerne i den syriske borgerkrig konsekvent kaldes af landets regering.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu