FN-rapport: Bosættelser kan være krigsforbrydelser

31. januar 2013 15:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FN-rapport: Bosættelser kan være krigsforbrydelser
Billede mangler

ISRAEL: Israel bør trække sig helt fra Vestbredden, og private virksomheder bør stoppe aktiviteter i området, hvis deres arbejde har indflydelse på palæstinensernes menneskerettigheder. Sådan lød det torsdag under en pressekonference fra et uafhængigt panel i FN, der siden sidste år har undersøgt konsekvenserne ved de israelske bosættelser på Vestbredden, skriver Reuters.

 

Samtidig opfordrer man alle medlemslande til at sikre, at virksomheder respekterer menneskerettigheder på Vestbredden.

– Israel må stoppe bosættelserne og sørge for en tilstrækkelig, hurtig og effektiv løsning til ofre for brud på menneskerettigheder i området, sagde den franske dommer Christine Chanet, der har stået i spidsen for FN-undersøgelsen.

Hun opfordrer desuden Israel til at foretage en generel tilbagetrækning af de mange bosættelser, der siden 1967 er skudt op på Vestbredden, og henviser i den forbindelse til Genévekonventionen, som forbyder at »flytte en befolkning til et besat område«.

– Israel må øjeblikkeligt tage initiativ til en tilbagetrækningsproces af samtlige bosættere i det besatte palæstinensiske område, lød det fra Chanet.

I sidste ende kan Israels bosættelser ifølge FN-rapporten føre til anklager om krigsforbrydelser hos Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

– At flytte sin egen befolkning ind i et besat territorium er forbudt, fordi det forhindrer et land i at udøve dets ret til selvbestemmelse, sagde Chanet ifølge Reuters.

Israelerne har tidligere afvist lignende FN-rapporter som værende »uheldige« og »forudbestemt«, og den israelske udenrigsminister fastslår ifølge Reuters, at den eneste løsning på konflikten på Vestbredden er forhandlinger, men at bosættelserne står fast på grund Israels historiske og bibelske tilknytning til Vestbredden.

Den uafhængige FN-enhed, der sidste år begyndte undersøgelsen, har interviewet flere end 50 personer, der efter sigende har oplevet vold fra jødiske bosættere, mistet jord eller fået ødelagt oliventræer på grund af bosættelser.

Siden 1967 er jødiske bosættere taget til Vestbredden, og man anslår, at der i dag bor 520.000 jøder i området.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu