FN trækker internationalt personale ud af Syrien

25. marts 2013 21:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FN trækker internationalt personale ud af Syrien
Billede mangler

SYRIEN: En regn af mortérgranater tæt på det hotel i den syriske hovedstad, Damaskus, hvor FN huser sine internationale medarbejdere, får nu FN til at flytte dele af personalet. Det fortæller en talsmand mandag.

 

Sikkerheden er simpelthen ikke længere god nok, lyder det fra Martin Nesirky, om beslutningen om at hive cirka 50 af de 100 internationale medarbejdere ud af det borgerkrigshærgede land, mens »en håndfuld« bliver flyttet til andre syriske byer, skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtidig har de 800 syriske FN-medarbejdere fået besked på at arbejde hjemmefra, indtil sikkerheden er blevet forbedret, fortæller Nesirky og tilføjer, at næsten al personale fra Damaskus, der arbejder for FNs særlige udsending, Lakhdar Brahimi, vil blive flyttet til Cairo eller Beirut.

Han understreger dog, at FN fortsat vil være til stede for den syriske befolkning.

»Disse foranstaltninger bliver udelukkende gennemført af sikkerhedsmæssige årsager. FN er fortsat aktiv og engageret i at hjælpe syrerne i deres søgen efter en politisk løsning,« siger FN-talsmanden ifølge AFP.

De mortérgranater, der har ramt både søndag og mandag, har gjort skade på hotellet og nogle biler, heriblandt et af FNs køretøjer. Derudover har også selvmordsbomber og angreb ramt tættere og tættere på bygningen i takt med, at Damaskus er blevet en vigtig kampplads i krigen mellem regeringsstyrkerne og oppositionens oprørere.

Det er ikke bare FN, der nu tager særlige forholdsregler. Også naboerne i Jordan har efter flere dages kampe ved grænsen lukket for overgangen mellem de to lande. Det oplyser den jordanske informationsminister ifølge Reuters.

Det er første gang, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad brød ud for godt to år siden, at syriske flygtninge og andre, der forsøger at krydse grænsen, er blevet afvist.

Kampene så tæt på grænsen skyldes, at den sydlige provins Deraa er et vigtigt område i borgerkrigen. De seneste måneder har oprørerne presset hårdere på for at få kontrollen over området og byen Deraa, efter de har overtaget store dele af landområderne omkring byen og adskillige militærbaser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu