FOA-formand kritiserer regeringens »mærkelige jobplan«

13. marts 2013 12:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FOA-formand kritiserer regeringens »mærkelige jobplan«
Billede mangler

Det er »besynderligt«, at regeringen med sin »Vækstplan DK« regner med at skulle nedlægge 3.000 offentlige job allerede næste år og 6.000 i 2020.

 

FOA-formand Dennis Kristensen er ikke overrasket over de nye tal fra Finansministeriet, som ifølge Information skyldes sænkningen af væksten i det offentlige forbrug fra 0,8 til 0,4 procent, men han finder det ikke desto mindre mærkeligt.

»Det er da en mærkelig form for jobplan, for det var jo det, det startede med: At regeringen ville lave en jobplan. Så blev det til en vækstplan. Men det er en underlig jobplan, der nedlægger job, når det handler om at skabe job,« siger Dennis Kristensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Finansminister Bjarne Corydon (S) erkender overfor Information, at regeringen med sin vækstplan lægger op til en dæmpet vækst i forhold til penge og antallet af offentlige arbejdspladser. Men man skal se på regeringens brede sigte om at gøre Danmark klar til at hægte sig på et kommende opsving, siger han.

Dennis Kristensen forstår udmærket Bjarne Corydons argumenter, men FOA-formanden er uenig i flere grundlæggende elementer i regeringens vækstplan. Blandt andet at en sænkning af selskabsskatten fra 25 til 22 procent kan medføre private arbejdspladser.

»Der er nogle af tingene, hvor jeg må sige, at det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror, at alle eksperter er enige om, at det selskabsskatten kan give i beskæftigelse, når man letter på selskabsskatten, det er lig med ingenting. Så de 150.00 private job er i mine øjne et meget optimistisk skøn,« siger Dennis Kristensen.

Han mener, at regeringen burde holde fast i de oprindelige planer om, at væksten i det offentlige forbrug skal ligge på 0,8 procent i stedet for at halvere den.

»Vi får flere ældre, vi kommer til at leve længere, og vi får mere brug for eksempelvis ældreplejen. I den situation skal der selvfølgelig flere ansatte til, hvis vi skal kunne levere det samme, som vi kan i dag. Der betyder vækstplanen både, at de offentligt ansatte betaler prisen med deres job, men så sandelig også, at brugerne vil komme til at opleve en ringere service.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu