FOA frygter bøllebank af KL og regeringen

18. marts 2013 08:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FOA frygter bøllebank af KL og regeringen
Billede mangler

Når fagforbundet FOA i 2015 skal forhandle overenskomster på plads for mange tusinder ansatte i det offentlige, så bliver det med en modpart, der har en meget stærk spiller i ryggen, frygter forbundsformanden.

 

DR oplyste søndag, at regeringen forud for forhandlingerne angiveligt har lovet Kommunernes Landsforening (KL) at gribe ind, hvis lærerne ikke vil gå med til at ændre på arbejdstidsreglerne. De offentligt ansatte vil kunne komme til at stå i en en lignende situation, spår FOA-formand Dennis Kristensen.

»Vi skal forhandle med KL, der har storebror stående bagved og er klar til at uddele bøllebank,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vækstplanen forudsætter, at der skal findes betydelige besparelser på arbejdstidsregler og arbejdsforhold i den offentlige sektor. Og så er det jo helt tydeligt, at det bliver SOSUer og andre grupper, der arbejder med døgnfunktioner, som kan forvente at få bøllebank,« fortsætter Dennis Kristensen.

Både KL og finansminister Bjarne Corydon (S) afviser DRs oplysninger om, at de skulle have koordineret lærerforhandlingerne. Men FOA er ikke i tvivl om, at der er tale om en koordineret indsats.

»Rygterne om, at KL og regeringen har blandet blod, har verseret rigtig længe. De har lovet hinanden, at lærerne skal kanøfles, når det handler om deres arbejdstider,« siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden undrer sig over, at en socialdemokratisk ledet regering kan gå med til det, og håber på en holdningsændring, så politikerne holder sig væk fra forhandlingsbordet, når der skal forhandles overenskomster.

»Det kræver grundlæggende respekt for den danske model både hos den danske regering og hos Folketinget. Det er grundlæggende i den danske model og har været det i mere end 100 år, at arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til det, når det handler om løn- og ansættelsesvilkår,« siger Dennis Kristensen.

Enhedslisten har kaldt Bjarne Corydon i samråd for at få afklaret, om Finansministeriet har blandet sig lidt for meget.

»Hvis det er sket, så må vi overveje, hvordan vi via et politisk pres kan sørge for, at det ikke sker fremover,« siger gruppeformand Per Clausen (Ø).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu