Fødevareministeren ser vindere og tabere i naturstrategi

18. april 2013 14:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fødevareministeren ser vindere og tabere i naturstrategi
Billede mangler

»En festdag«.

 

Sådan betegner fødevareminister Mette Gjerskov (S) dagen, hvor Natur – og Landbrugskommissionen fremlagde 44 anbefalinger til en ny strategi for den danske natur.

»Der vil være tabere og vindere. Der vil være områder, hvor der kan produceres mere. Men bestemt også steder, hvor der kan produceres mindre eller slet ikke,« siger hun og påpeger, at det sker for at balancere natur og landbrug bedre.

På baggrund af kommissionens anbefalinger vil regeringen sikre en mere målrettet regulering af landbruget. Samtidig skal der tages hensyn til lokale naturforhold, hvilket betyder, at der flere steder i Danmark vil være tale om en reduktion eller et ophør i landbrugsdriften.

Fødevareministeren ønsker at skabe et danmarkskort over de udsatte steder, hvor fremtiden vil byde på mindre landbrugsproduktion.

Regeringen fastslog i deres regeringsgrundlag fra oktober 2011, at der skulle nedsættes »en hurtigt arbejdende uafhængig natur- og landbrugskommission«.

I marts 2012 udpegede regeringen så 12 medlemmer af, der spænder fra professorer til personer fra det danske erhvervsliv. Det er den kommission, der torsdag har fremlagt de 44 anbefalinger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu