Fødevarestyrelsen går på jagt efter hestekød

14. februar 2013 15:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fødevarestyrelsen går på jagt efter hestekød
Billede mangler

Hestekødsskandalen ruller flere steder i Europa, og i Danmark lancerer Fødevarestyrelsen fra og med næste uge en målrettet kontrolkampagne for at sikre, at der for eksempel ikke ligger hestekødslasagne i de danske supermarkeder.

 

Det sker, fordi »der er behov for at gøre noget ekstraordinært«, siger direktør i Fødevarestyrelsen, Esben Egede Rasmussen. Han har torsdag eftermiddag holdt møde med De Samvirkende Købmænd, COOP og Dansk Supermarked, hvor man har drøftet mulighederne for at forhindre, at de danske forbrugere risikerer at købe forkert mærket kød.

»Vi går ud og kigger på sammensatte produkter eller færdigretter for at sikre os, at de er korrekt deklareret og ikke indeholder andet kød end det, der står på pakken,« siger Esben Egede Rasmussen.

Han forklarer, at screeningundersøgelsen sættes i gang i næste uge, og styrelsen skal inden for en måned afrapportere sine resultater.

»Når vi så har resultaterne, kan vi bedre forholde os til, hvad det relevante og langsigtede kontrolniveau bør være,« siger direktøren.

Ifølge den britiske avis The Observer er mafiabander fra Italien og Polen mistænkt for at have tjent formuer ved at sælge blandt andet hestekød som oksekød.

De kriminelle bander har angiveligt truet dyrlæger til at godkende kødet fra hestene som oksekød.

»Det er en svindelsag, som har et omfang og en virkning på markedet og forbrugertilliden, som gør, at det i den konkrete situation er fornuftigt at skærpe kontrollen og foretage yderligere tests af det, der er på markedet,« siger Esben Egede Rasmussen.

Danmark har sandsynligvis allerede modtaget hestekød fra Frankrig. Onsdag fremlagde den franske producent Comigel, som har været et af omdrejningspunkterne i sagen om det falske oksekød, nye prøveresultater, der forstærker mistanken om, at lasagne med hestekød også har været solgt i Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu