Fødevarestyrelsen undersøger danske Ikea-kødboller

25. februar 2013 13:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fødevarestyrelsen undersøger danske Ikea-kødboller
Billede mangler

Fødevarestyrelsen i Danmark vil nu undersøge, om der er hestekød i de kødboller, som Ikea sælger i sine danske butikker. Det sker, efter det tidligere mandag kom frem, at de tjekkiske myndigheder har fundet hestekød i kødboller, som er produceret i Sverige.

 

»Vi retter henvendelse til Ikea i Danmark for at høre, hvordan de håndterer sagen. Vi vil gerne vide, om de kødboller, der sælges i Danmark, produceres samme sted som de kødboller, som de tjekkiske fødevaremyndigheder har fundet hestekød i. Desuden vil vi vide, om Ikea har nogle ekstra oplysninger om fundet i Tjekkiet,« siger Kim Vandrup Sigsgaard, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, til politiken.dk.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT stammer de tjekkiske kødboller, hvori der blev fundet hestekød, fra Dafgård, et svensk firma som leverer kødboller til hovedparten af Ikeas butikker i Europa.

Hestekødet blev ifølge politiken.dk fundet i et parti bestående af 760 beslaglagte kødboller, som skulle være leveret til Ikeas varehus i den tjekkiske by Brno. Fundet blev gjort, inden bollerne blev solgt til forbrugerne. Afsløringen har fået Ikea i Sverige til at stoppe salget af kødboller i sine butikker, men i Danmark afventer Ikea situationen.

»Vi har ingen kommentarer. Vi undersøger sagen. Men vi har ikke stoppet salget af kødbollerne i Danmark,« siger corporate kommunikationsansvarlig i Danmark, Tina Lindhardt, til politiken.dk.

Hestekødsskandalen, hvor hestekød er solgt forklædt som oksekød, har de seneste uger bredt sig til Danmark og en række andre europæiske lande.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu