Folkeskolen fravælges af nydanskere

31. januar 2012 07:21 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Folkeskolen fravælges af nydanskere
Billede mangler

Mange nydanskere vil hellere have deres børn i friskoler eller privatskoler end i folkeskolen. Folkeskolen er simpelthen ikke god nok, lyder det fra især de muslimske forældre.
På bare tre år er antallet af elever med muslimsk baggrund på privatskoler steget med 25 procent. Det viser tal fra Undervisningsministeriet, skriver Politiken.
Uviklingen er en del af en bredere tendens, der viser, at indvandrere og efterkommere nu i højere grad søger ind på privatskoler end flertallet. 14 procent af etnisk danske børn er i privat skole, mens det tal er steget til 15 procent for indvandrerbørn.
“Mindst hvert tredje barn, der går på en muslimsk fri- eller privatskole, følte ikke, at det blev accepteret i folkeskolen. De muslimske børn føler sig forfulgt,” siger antropolog ved Københavns Universitet, Annette Haaber Ihle, som har forsket i friskoler, til Politiken.
Muslimske skoler har tidligere været kritiseret for at isolere eleverne og understøtte dannelsen af parallelsamfund, men børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) kan godt forstår de forældre, der sender deres børn i muslimske friskoler.
“Jeg synes, det er ærgerligt på samme måde, som når danske forældre vælger folkeskolen fra. Men i forhold til nydanske elever har vi det problem, at vi kan se, at folkeskolen ikke er god nok til at løfte dem fagligt,” siger hun.
Hun ligger op til, at folkeskolen bliver bedre til at inkludere tosprogede elever, men har samtidig tillid til de muslimske friskoler.
“Jeg har også besøgt nogle af de muslimske friskoler, og det kendetegner dem, at de lægger vægt på en meget høj faglighed og har mange elever, der går i gymnasiet bagefter,” siger Christine Antorini.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu