Folkevalgte presser SF: Ud med Villy Søvndal

29. juni 2012 04:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Folkevalgte presser SF: Ud med Villy Søvndal
Billede mangler

SF’ere landet over vil have ny formand for det kriseramte regeringsparti.
Det skriver Jyllands-Posten fredag.
Dermed bliver Villy Søvndals egen person offentligt skydeskive for utilfredsheden efter mere end tre års dalende tilslutning, der er kulmineret den seneste uge efter skatteaftalen med de borgerlige partier.
– Det er tid til at tale om ledelsesskifte. Der er jo ikke nogen leder nu. Jeg har ikke set andet end nogle få klip af Villy, hvor han forsvinder fra et eller andet.
– Han har totalt mistet grebet om den ledelse, vi skulle have, siger politisk ordfører i Region Nordjylland Lene Linnemann (SF).
En anden SF’er lufter ligeledes sin utilfredshed.
– Hvis vi skal tilbage på sporet, så bør de to kaptajner på denne supertanker, der ikke kan vende, overveje, om de ikke skal finde noget andet at lave. Det er Villy Søvndal og Thor Möger.
– Jeg nægter at give op, og at alle os, der altid har været SF’ere, skal lægge os fladt på maven for et persongalleri på Christiansborg. Den pris, man har betalt for at få bagsædet i den sølvgrå ministerbil, har været alt for høj, siger viceborgmester i Nakskov Torben Hansen (SF).
Torsdag lød samme krav fra flere byrådsmedlemmer på Fyn. Kritikken fik SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, til at sige:
– Jeg synes, at det er lidt ukammeratligt at sende formanden på sommerferie med sådan en besked.
Partiformanden ønsker ikke selv over for Jyllands-Posten at kommentere kritikken.
Ønsket om at få skiftet Søvndal ud kommer midt i en tid, hvor partiet styrtbløder i meningsmålingerne, og hvor kritikken er hård fra både baglandet og vælgerne.
Jyllands-Posten har talt med en række folkevalgte SF’ere, der er stærkt bekymrede over partiets udvikling siden 2008, da partiet indledte et tæt samarbejde med Socialdemokraterne for at få regeringsmagten.
Siden er tilslutningen til SF svundet ind. Der er dog også mange folkevalgte, der støtter Søvndal.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu