Forældre erstatter pædagoger i daginstitutioner

12. februar 2013 12:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Forældre erstatter pædagoger i daginstitutioner
Billede mangler

Regeringen giver på forsøgsbasis Fredericia Kommune lov til at lade forældre overtage børnepasningen i de kommunale daginstitutioner i ydertidspunkter. Muligheden skaber både glæde og bekymring i Fredericia.

 

»Vi har lyttet til de forældre, der har gjort opmærksom på, at de har en stor udfordring med pasning af deres børn. For nogle er der et behov for pasning af deres børn meget tidligt på dagen og for andre er det de sene og skiftende arbejdstider om aftenen, der giver pasningsproblemer. Vi har nu under frikommuneforsøget fået mulighed for at køre en periode, hvor vi i samarbejde med forældre kan undersøge det faktiske behov for udvidet pasningstilbud,« siger Peder Hvejsel (V), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Fredericia, i en pressemeddelelse.

Byrådsmedlem Jane Findahl (SF) mener, at Peder Hvejsel og resten af byrådsflertallet skal slå koldt vand i blodet.

»Jeg synes ikke, det er en god idé. Det er en meget forhastet proces. Faktisk har vi ikke haft nogen proces om det,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Det er ærgerligt, fordi det, vi gerne vil have, er, at forældre og medarbejdere arbejder sammen om børnene,« siger Jane Findahl, som også er formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).

»Vi har ikke diskuteret den her situation i KL, så jeg taler ikke på KLs vegne,« siger hun og afviser at forholde sig til, om forsøget i Fredericia kan inspirere andre kommuner til at forsøge noget tilsvarende.

»Det tør jeg ikke sige. Det ved jeg ikke noget om,« siger hun.

Pædagogernes fagforening, BUPL, mener, at forsøget er problematisk, blandt andet fordi man erstatter lønnede pædagoger med frivillige forældre.

»Hvis behovet og efterspørgslen er tilstrækkelig stort, så burde kommunen jo udvide åbningstiden på regulær vis med ansættelse af de pædagoger, der er nødvendige,« siger BUPL-formand Henning Pedersen til fagbladet Børn&Unge.

Men det er der altså ikke penge til, lyder det.

»Jeg har stor respekt for de uddannede pædagoger, der i det daglige på rigtig god vis passer de mange børn. Men nogle forældre har også et pasningsbehov ud over dette tidspunkt. Og det er så her, at vi som kommune går ind og stiller faciliteter til rådighed for, at en række forældre på skift kan passe hinandens børn. Vi er ærlige: Vi har på nuværende tidspunkt ikke økonomi til at udvide og ansætte yderligere personale,« siger Peder Hvejsel.

Forsøget er en del af den såkaldte frikommuneordning, hvor Fredericia og otte andre kommuner kan søge om dispensation fra statslige regler i et forsøg på at udnytte de kommunale ressourcer bedre. Det er for tidligt at sige, hvornår forældrepasningen kan træde i kraft.

»Inden samarbejdet igangsættes, skal vi naturligvis have drøftet samarbejdsformen. Og så må tiden vise, hvor stor efterspørgslen på pasning er, og hvordan en sådan ordning eventuelt kan fortsætte efter forsøgsperioden,« siger Peder Hvejsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu