Forældre til kriminelle børn skal kende sandheden

23. november 2012 11:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forældre til kriminelle børn skal kende sandheden
Billede mangler

Vi er for berøringsangste. Vi skal tale mere kontant til de forældre, hvis børn er ved at blive kriminelle, siger skoleleder på Nørrebro.
 
Det store problem er berøringsangst.
 
Sådan lyder det fra skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København, efter nye tal, som viser, at indvandrerdrenge i København er dobbelt så kriminelle som etnisk danske unge.
 
– Det er jo forældrene, der har nøglen. Vi er så berøringsangste, at vi aldrig får sagt tydeligt nok til forældrene: “Hvis du ikke sætter ind nu, bliver han kriminel. Han passer ikke sin skole, og du passer ikke dine børn”, siger Lise Egholm.
 
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at næsten otte procent af indvandrerdrenge mellem 15 og 19 år i København har en dom for kriminalitet. For jævnaldrende danske er tallet 3,5 procent, og det er faldende, mens tallet for indvandrere stiger.
 
– Forældrene må simpelt hen tage større ansvar, men de forstår det ikke, for de kommer fra en kollektiv opdragelseskultur, hvor man også opdrages af onkler og tanter og bedsteforældre. Og det system er der jo ikke i Danmark, konstaterer Lise Egholm.
 
På hendes egen skole på Nørrebro har man indført “åben skole” for forældre hver anden tirsdag. Det er med Egholms ord en slags forældreopdragelse, hvor der bliver talt lige ud om tingene.
 
– Forleden sagde en far til mig: “Jamen, jeg opdrager ham til at blive en god muslim”. Og jeg svarede: “Nej, du går alt for meget i moskeen i stedet for at være hjemme med dine drenge”. Vi er for indirekte og for utydelige, fastslår Lise Egholm.
 
Indvandrerforældre ønsker – lige så lidt som andre forældre – at deres børn bliver kriminelle. Men vi skal blive langt bedre til at rådgive dem kærligt og bestemt, opfordrer skolelederen.
 
– Og så skal vi holde op med at kaste penge efter alle mulige latterlige projekter. Hvis du vidste, hvad jeg har set af projekter i for eksempel Mjølnerparken med badelandsture, bespisning og så videre, i stedet for at tale kontant til forældrene, siger Lise Egholm.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu