Forældrenes løn afgørende for elevers evner

14. januar 2012 06:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forældrenes løn afgørende for elevers evner
Billede mangler

Drengene kan ikke sidde stille og derfor klarer de sig dårligere end piger i folkeskolen.
Til gengæld er pigerne bedre til at koncentrere sig, derfor klarer de sig bedre.
Den historie har mange nok hørt som forklaring på forkellen på børns evner i skolen.
Men nu punkterer ny forskning myten om børns køn som afgørende for gode evner ved skolebordet. Det er nemlig i høj grad forældrenes indtjening og dermed sociale status, der er afgørende for børnenes skolevener, det skriver Information.
“Det er overraskende, at forældrenes indkomst er den altoverskyggende faktor, som påvirker børns resultater i skolen. Det handler mere om klasse end om køn, når børn får problemer i skolen. Derfor er det ikke børnenes køn i sig selv, der gør dem til tabere, men først og fremmest den klassebaggrund, de kommer i skole med,” siger Martin D. Munk, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og leder af Center for
Mobilitetsforskning til Information.
Han står sammen med forskerkollegaen James McIntosh bag forskningen.
De har via sprogtest og logiske test undersøgt 11-årige drenge og pigers evner og er på den måde nået frem til det overraskende resultat.
Resultatet er et endeligt opgør med forestillingen om ‘taberdrengen’, der laver masser af ballade og derfor klarer sig dårligt.
“Taberdrengen er en klasse­retorisk konstruktion, som nogen kan se en interesse i. Det er bekvemt med et begreb, der kan sparke til dem, der ligger nederst, og som man ikke ønsker at hjælpe,” siger statistiker og seniorforsker på DPU Inge Henningsen til Information.
Når forældrenes indtjening er afgørende for børnenes evner, så er det nærliggende bare at sende en check. Men så nemt er det ikke, vurderer Martin D. Munk.
“Løsningen er selvfølgelig ikke bare at sende en check, men det handler om økonomi, så børnenes familier kan forsørge sig selv. Der skal iværksættes nogle strategier eller indsatser, som når børnene tidligt og er tæt på den enkelte person, hvis man skal komme de her forskelle til livs,” siger han til avisen.
Kilde:Information

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu