Forbrugerrådet advarer mod disse hurtige lån

20. august 2017 08:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Forbrugslån er i markant vækst. Markedet er for ureguleret og forbrugerne ramt, siger forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet advarer mod disse hurtige lån
Forbrugerrådet Tænk advarer forbrugere om at gå til online forbrugsudlånere. Foto: Colourbox/Free

Det går absolut strygende for dem, der yder lån uden sikkerhed til forbrug i Danmark. Men det kommer forbrugerne til skade at gå uden om bankerne for at finansiere rejser, gaver eller bare rent forbrug.

Sådan er meldingen fra Forbrugerrådet Tænk, hvor seniorøkonom Morten Bruun Pedersen holder et øje på markedet.

– Jeg kører nogle gange i tog fra Østerport til Sorø. Jeg talte otte reklamer for kviklån på den tur. Og går man på nettet, så bliver man bombarderet med reklamer.

– Så der må jo være penge i skidtet for dem, der låner ud, siger Morten Bruun Pedersen.

Ifølge ham er der ikke meget positivt at hente som forbruger, hvis man går til online udlånere.

– Vi ser jo resultaterne herinde hos vores gældsrådgivning. Det er vores klare opfattelse, at folk får problemer med de her lån og må låne for at betale af på gammel gæld.

– Så vi opfordrer forbrugerne til slet ikke at tage disse lån. Hvis man ikke har pengene til at købe noget i den ene måned, så har man det nok heller i den næste.

– Og er man nødt til det, så synes vi hellere, at folk skulle gå i banken. Her får man i det mindste kontakt til en rådgiver, der kan tage en snak om, hvorvidt man kan svare gælden, siger Morten Bruun Pedersen.

Mange internationale penge

Den store vækst og de mange reklamer, tror Morten Bruun Pedersen, hænger sammen med, at der flyder mange internationale penge ind på det danske lånemarked.

– Mange steder i udlandet er man begyndt at regulere markedet og sætte maksimumrenter.

– Det, tror jeg, har fået mange af selskaberne til at søge mod Danmark. Pengene strømmer jo derhen, hvor de har lettest arbejdsbetingelser. Og det har de i Danmark, siger Morten Bruun Pedersen.

Blandt store, internationale spillere, der de seneste år er gået ind på det danske marked, er eksempelvis lettiske 4Finance, norske Bank Norwegian og svenske Resurs Bank.

Fakta

Kviklån og forbrugslån i Danmark

Det kræver ikke mere end et klik eller to at låne betydelige summer fra den store mængder firmaer, der står bag kviklån og forbrugslån i Danmark.

Markedet består af dusinvis af forskellige udbydere, men bag flere står de samme selskaber.

Få her et overblik over, hvem der blandt andet låner penge ud:

* 4Finance:

– Låner ud via blandt andet: Vivus, Zaplo

– Samlet forbrugsudlån: 344,3 millioner kroner (2015: 232,8 millioner kroner)

– Tjente i 2016: 76 millioner kroner

* Basisbank:

– Låner ud via blandt andet: Lånlet, Nupp, Alfalån, Hotlån, Extra Cash, Kvikfinans, Selene Finans.

– Samlet forbrugsudlån: “Omkring 1,5 milliarder kroner” (2015: “Omkring 1 milliard kroner”.)

– Tjente i 2016: 83,3 millioner kroner.

* 3C Retail:

– Låner ud via blandt andet: D: E: R, L’EASY, L’EASY Minilån, Føniks Privatlån, Modus Finans, Nordic Lån, Fokus Lån.

– Samlet udlån (tilgodehavender): 4,8 milliarder kroner (2015 4,4 milliarder kroner).

– Tjente i 2016: 318 millioner kroner.

* bnp Paribas:

– Låner ud via blandt andet: Ekspres Bank

– Samlet udlån: 3,9 milliarder kroner (2015: 3,5 milliarder kroner)

– Tjente i 2016: 158 millioner kroner.

* Resurs Bank

– Låner ud via blandt andet: Resurs Bank

– Samlet udlån: 1,9 milliarder kroner (2015: 1,6 milliarder kroner)

– Tjente i 2016: 121 millioner kroner før skat.

* Norwegian Finans Holding

– Låner ud via blandt andet: BankNorwegian

– Samlet udlån: 4 milliarder kroner i Finland og Danmark (Landene adskilles ikke i regnskab).

* Ferratum

– Låner ud via blandt andet: Ferratum

– Samlet udlån: 80,1 millioner kroner.

– Tjente i 2016: -5,4 millioner kroner.

* Grupo Santander

– Låner ud via blandt andet: Santander Consumer Bank

– Samlet udlån (usikrede lån): 3,9 milliarder kroner (2015: 3,8 milliarder kroner).

* Spar Nord Bank:

– Låner ud via blandt andet: Lånebanken, Sparxpres.

– Oplyser ej tal for forbrugsudlån.

* Ikea:

– Låner ud via blandt andet: Ikano Bank.

* Eurocapital

– Låner ud via blandt andet: Blankokredit

* Repay Finance:

– Låner ud via blandt andet: Raketlån, Turbo Finans, Turbo Kredit, Turbo Lån

* Finans 247:

– Låner ud via blandt andet: Minifinans

* 24/7 Lån ApS:

– Låner ud via blandt andet: 247 Lån

* Plutus:

– Låner ud via blandt andet: Plutus

Hertil kommer en ukendt mængde udbydere af mindre lån, deriblandt SMS-lån.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu