Forbrugerrådet kan blive smidt ud

9. juni 2012 13:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forbrugerrådet kan blive smidt ud
Billede mangler

Forbrugerrådet risikerer at blive smidt ud af ankenævn.
Det kan blive konsekvensen, efter den statsstøttede organisation har fået 15.000 danskere til at tilkendegive, at de gerne vil købe deres strøm gennem Forbrugerrådets tilbud fra en el-forhandler.
Det skriver Søndagsavisen.
“Forbrugerrådet sidder med i ankenævnet på energiområdet, og der er vi ved at undersøge, om de fortsat kan være repræsenteret der og behandle sager objektivt, efter at de er gået ind på markedet for el-salg. Det har vi bedt Forbrugerrådet om at redegøre for,” siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, til Søndagsavisen.
I Forbrugerrådet regner man med at tjene 500.000 kroner på el-formidlingen om året. Men rådet mener ikke, det på nogen måde beklikker organisationens troværdighed som forbrugervagthund, at man er begyndt at tjene penge på at formidle salg af strøm. Og selvom det er elselskabet Nrgi, der skal levere strømmen til Forbrugerådets kunder, mener direktøren i Forbrugerrådet sagtens, at hans ansatte fortsat kan rette en harsk kritik mod Dong eller andre af Nrgis konkurrenter som eksperter i medierne.
“Spørgsmålet er hypotetisk. Vi kritiserer folk og selskaber på faktuel basis, og hvis vi begynder at forskelsbehandle selskaber, kan jeg godt forstå, at folk begynder at undre sig, og det har vi heller ikke tænkt os. Men i princippet kan jeg ikke se, at vi fortsætter på anden måde, end det vi gør i dag,” siger direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, til Søndagsavisen.
Forbrugerrådet er på Finansloven og modtager i 2012 17,6 millioner kroner i statstilskud. I Socialdemokratiet undrer man sig derfor over, at organisationen pludselig skal til at lege strømsælger.
“Jeg synes ikke, det er nogen klog beslutning. Det kan risikere at gå ud over deres omdømme og troværdighed, men jeg er ikke sat i verden for at beskytte Forbrugerrådet; det må være et spørgsmål, de selv skal afklare,” siger Benny Engelbrecht.
El-aftalen er ikke det eneste eksempel på, at Forbrugerrådet er havnet i et stormvejr af kritik for deres nye, kommercielle stil. For blot en måned siden opfordrede man alle sine potentielle el-kunder til at sende tilbuddet om billig strøm videre til venner og bekendte via e-mail. Den metode kaldes spam og er ulovlig ifølge Markedsføringsloven, fastslog flere eksperter i avisen 24timer. Forbrugerrådet stoppede opfodringen til at sende el-tilbud videre, efter historien kom frem.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu