“Forbrydelsen” bliver et internationalt musikhit

24. september 2012 17:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Billede mangler

DRs dramaserie ’Forbrydelsen’ bliver vist i en stribe lande verden over, og nu kommer musikken fra serien også ud internationalt.
 
I dag, mandag den 24. september udgiver pladeselskabet Universal Music og DR Multimedie et album i Danmark med komponisten Frans Baks musik fra de tre sæsoner af ’Forbrydelsen’, og snart ryger albummet også ud internationalt. Tidligere afsnit af serien har for eksempel været vist i lande som Storbritannien, Brasilien, Japan og Australien.
– Den seneste tid har jeg fået henvendelser hver dag fra folk, der har spurgt, hvor de kunne få fat i musikken fra serien. Derfor har vi skruet et album sammen med numrene fra de tre runder af serien. Der er alt fra titelmelodien over Pernilles tema fra første del af serien til alle de seneste numre, som seerne nu bliver introduceret til i ’Forbrydelsen III’, forklarer Frans Bak, der både spiller piano og saxofon selv og er uddannet fra konservatoriet.
 
Han skrev sit første soundtrack til en tv-serie i 2002, da han begik musikken til en anden DR-dramaserie – nemlig ’Nikolaj & Julie’, og senere var det så den konceptuerende instruktør Birger Larsen, der bad Frans Bak om at skrive musikken til ’Forbrydelsen’.
 Sjældent udgivet i udlandet
Ifølge chefen for DR Multimedie, Anders Kjærsgaard Sørensen er det relativt sjældent, at soundtracket fra DRs dramaserier bliver udgivet.
– Tidligere er det sket med musikken fra ’Ørnen’, som også blev udgivet i Tyskland, og med musikken fra ’Krøniken’ og ’Kald mig Liva’, som alene udkom i Danmark, forklarer han og fortsætter:
 
– Vi er glade for at Frans Baks fængslende musik til ’Forbrydelsen’ nu også rejser ud og bidrager til den store, verdensomspændende og velfortjente virak omkring Sarah Lund & co., siger Anders Kjærsgaard Sørensen.
 
’Forbrydelsen III’ var tilbage på DR1 søndag, hvor 1.678.000 seere fulgte med. Og i den kommende tid vil serien – og musikken – også gå over skærmen i en lang række andre lande.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu