Forbund: Nøgen-overfald skal efterforskes

8. juni 2012 15:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forbund: Nøgen-overfald skal efterforskes
Billede mangler

Nøgen-overfald forarger formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård En journalist blev torsdag overfaldet på Christiania, fordi han filmede på Pusher Street.
Han forventer, at myndighederne tager hurtigt affære.
– Det er dybt chokerende, at et sådan angreb mod den arbejdende presse kan ske i Danmark. Den slags hører vi normalt kun om fra stater, hvor lovløsheden raser, udtaler formanden på Dansk Journalistforbunds hjemmeside.
– Jeg forventer, at myndighederne straks efterforsker sagen og får fat i dem, der er ansvarlige for denne udåd, siger Blicher Bjerregård.
Han opfordrer desuden myndighederne til at sørge for, at journalister kan arbejde på alle offentligt tilgængelige steder i Danmark.
Overfaldet skete angiveligt, fordi journalisten i forbindelse med sit job var i færd med at fotografere i og omkring Pusher Street, der danner rammen om det ulovlige salg af hash på Christiania.
– Han fik taget tøjet af, undtagen sko og strømper, blev slået og blev så smidt ud af Christiania, fortæller efterforskningsleder Tommy Keil.
Journalisten blev desuden frarøvet sit kamera og sin mobiltelefon i forbindelse med overfaldet.
Dansk Folkeparti rejser nu ifølge Ekstra Bladet sagen over for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der skal svare på, hvad hun vil gøre for at sikre ordentlige arbejdsvilkår for journalister – også på Christiania.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu