Forbund overvejer karantæne til Rolf Sørensen

19. marts 2013 12:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Forbund overvejer karantæne til Rolf Sørensen
Billede mangler

Rolf Sørensen gennemførte i 2010 jernmandskonkurrencen Challenge Copenhagen i en fornem tid. Den tidligere cykelrytter blev sammenlagt nummer otte i sin aldersklasse.

Siden da har Rolf Sørensen lagt navn til en bog om triatlon-træning, blandt andet i selskab med Rasmus Henning og Steen Tinning, og har flere gange udtalt, at han gerne kører flere løb.

Men hos Dansk Triatlon Forbund klapper man ikke i hænderne, efter Rolf Sørensen mandag aften indrømmede, at han i dele af karrieren benyttede sig af doping. Triatlon-sporten har altid taget kraftig afstand fra doping, og derfor risikerer Rolf Sørensen nu en udelukkelse på livstid.

– Rolf er jo aldrig blevet dømt for noget, så det er et særtilfælde. Men for år tilbage havde vi en dopingsag i vores egen sport, hvor der var en, der selv indrømmede, at han havde lavet noget forkert. Der slog bestyrelsen hårdt ned og gav ham livsvarig karantæne, selv om DIF kun gav ham to års karantæne. Rolf er ikke dømt for noget, og han tager formodentlig ikke doping i dag, men derfra og til at sige, at han bidrager med noget positivt til triatlon, der er langt, siger generalsekretær i Dansk Triatlon Forbund, Morten Fenger.

Han udelukker ikke, at der bliver et punkt på dagsordenen til næste bestyrelsesmøde, der hedder ‘Rolf Sørensen og triatlon’.

– Vi vender altid sådan nogle ting på bestyrelsesmøderne, og det ville også være relevant at gøre i dette tilfælde. Jeg kommer også til at snakke om sagen med vores elitepolitiske ansvarlige, selv om jeg ikke tror, at holdningen der er meget forskellig fra min, siger generalsekretæren.

Morten Fenger, der selv tidligere konkurrerede som professionel triatlet, stiller sig tvivlende overfor fortidens dopingsyndere.

– Jeg bliver nødt til at tage den officielle holdning på og sige, at jeg synes ikke, han bidrager med noget positivt til vores sport. Nu har han så indrømmet, og han siger, han vil gå ærlighedens vej, som alle de andre, der har indrømmet. Jamen, hvorfor skulle de det, når de gjorde noget helt andet for 10 år siden? Når man en gang har vist, at man er villig til at snyde, og man for 10 år siden havde en anden holdning og moral, hvorfor skulle det så ændre sig nu, lyder det.

Slipper Rolf Sørensen for en særlig sanktion fra Dansk Triatlon Forbund, er han dog fri til at deltage i løb. Her er han, som alle andre motionister, underlagt Anti Doping Danmark, der tager stikprøver blandt udøverne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu