Forening ønsker tidsfrist for hjælp til ofre

11. juni 2012 17:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forening ønsker tidsfrist for hjælp til ofre
Billede mangler

En voldelig kæreste, der slår og sparker sit offer i hovedet, eller en bil i alt for høj fart, der kører galt og rammer en tilfældig forbipasserende.
Med regeringens nye offerpakke er der kommet mere fokus på ofre for kriminalitet.
Flere foreninger er begejstrede over det nye initiativ, men påpeger samtidig, at der kan gøres endnu mere for at hjælpe ofrene videre i tilværelsen.
Formanden for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Birgit Søderberg, så for eksempel gerne, at regeringen lagde op til en tidsfrist på, hvor lang tid det offentlige skal tage om at behandle ofres sager.
– Det siger sig selv, at du bliver ekstra straffet, hvis din sag bliver syltet bureaukratisk. Derfor er det også vigtigt, at ofre ikke hænger i systemet, sådan som man så det med Marlene-sagen, siger hun til Newspaq.
Da voldsramte Marlene Duus skrev et debatindlæg i Politiken, var det tre år siden, hun var blevet overfaldet.
På det tidspunkt havde hun endnu ikke fået sin erstatning fra det offentlige. Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet havde afsluttet hendes sag.
Hun havde heller ikke fået sine udgifter til medicin, transport og den stadigt endeløse behandling dækket.
Birgit Søderberg mener, at det vil hjælpe, hvis man rundt omkring i de systemer, der behandler kvindernes sager, får en større forståelse for ofrene.
Noget regeringens offerpakke måske kan bidrage til med den offerfond, som blandt andet er tiltænkt offerrelateret forskning, uddannelsesindsatser og seminarer.
Offerfonden skal finansieres af gerningsmænd, der fremover skal betale 500 kroner til fonden for en række lovovertrædelser. Heriblandt overtrædelser af straffeloven og klip i kørekortet.
– Nu er der taget et skridt i den rigtige retning, men det sidste ord er ikke sagt i den her sag. Det kan godt blive bedre, siger Birgit Søderberg.
Hos foreningen Hjælp Voldsofre ser man også mange gode initiativer i regeringens udspil.
– Sådan som vi opfatter offerpakken, er det næsten lutter forbedringer. Og det skal vi da glæde os over og hilse velkommen, siger formand Henning Wollsen til Newspaq.
Han pointerer, at offeret nu sættes mere i centrum i forhold til gerningsmanden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu