Forhandlingerne mellem KL og lærerne er brudt sammen

27. februar 2013 01:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Forhandlingerne mellem KL og lærerne er brudt sammen
Billede mangler

Forhandlingerne mellem KL og Lærernes Centralorganisation (LC) om fornyelse af overenskomsten og aftalerne for lærerne i folkeskolen, voksenspecialundervisningen, ungdomsskolen og sprogcentre er natten til onsdag brudt sammen. Uenigheden handler om, hvilke arbejdstidsregler, der skal gælde for lærerne. Det oplyser KL i en pressemeddelelse.

 

KLs chefforhandler, Michael Ziegler, kalder sammenbruddet dybt bekymrende.

»Vi ønsker en modernisering af lærernes arbejdstidsregler, så de svarer til reglerne for alle andre medarbejdergrupper. Vi beder ikke lærerne om at arbejde mere. Vi beder alene om, at overenskomsten ikke regulerer, hvor meget tid lærerne kan bruge til bestemte arbejdsopgaver. Det ser vi som en nødvendig forudsætning for, at vi kan udvikle og forbedre folkeskolen til gavn for eleverne,« udtaler Michael Ziegler.

Lærerne har vendt sig imod regeringens bebudede folkeskolereform, som lægger op til flere undervisningstimer og mere tid sammen med eleverne. Lærerne er utilfredse med, at de dermed får mindre tid til at forberede sig.

»Vi har tilbudt LC en konkret model, der tager hensyn til, at vi er på et undervisningsområde. Derfor indeholder vores bud på nye regler en årsnorm med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen, ligesom på andre undervisningsområder. Buddet indeholder også kompensation, hvis lærerne har overarbejde eller arbejder på ubekvemme tidspunkter,« forklarer Michael Ziegler og fortsætter:

»Det er meget nedslående. LC er på intet tidspunkt gået i realitetsforhandlinger med afsæt i vores krav. Vi har forhandlet indgående om det her tema igennem de seneste måneder. Desværre uden resultat. I sådan en situation må én af parterne på et tidspunkt trække en streg i sandet og tage ansvaret for at konstatere, at forhandlingerne er brudt sammen. KLs bestyrelse vil inden for de nærmeste dage tage stilling til det videre forløb. Dette er en alvorlig situation.«

Da parterne mødtes tirsdag, sagde lærerne, at de ikke ønskede, det skulle ende med en konflikt.

»Vi kan ikke se, hvorfor vi skulle gå i konflikt. For det første har vi en god aftale, som man er rigtigt glad for, som fungerer, og som bliver genforhandlet i kommune efter kommune i øjeblikket. Man er helt parat til at planlægge det nye skoleår ud fra den aftale. Så vi har ingen grund til at gå i konflikt. Hvis der nogen, som vil konflikte, så er det KL, og det er jeg jo desværre ikke herre over,« sagde Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Sammenbruddet i forhandlingerne betyder, at der er risiko for, at kommunerne lockouter lærerne og sender eleverne hjem.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu