Formand har fået klage over Helle Thorning

19. januar 2012 16:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Formand har fået klage over Helle Thorning
Billede mangler

Hvorvidt den danske statsminister og nuværende EU-formand billiger Ungarns demokratiundertrykkende reformer står hen i det uvisse.
Helle Thorning-Schmidt nægter nemlig at svare på spørgsmål om Ungarns stærkt forkætrede forfatningsændringer, der er argt kritiseret for at tryne ytringsfrihed og for magtsammenblanding.
Det betyder nu, at Folketingets Præsidium skal tage stilling til rimeligheden i, at statsministeren har ignoreret en række §20-spørgsmål fra formanden for Europaudvalget, Eva Kjer Hansen (V).
“Jeg klager til Præsidiet, fordi statsministeren hverken vil svare på spørgsmål eller komme til samråd. Det kan ikke være rigtigt, at statsministeren ikke vil svare på spørgsmål om Ungarn, når kommissionen har indledt en traktatsag mod Ungarn. Hun er leder af EU-formandskabet udover at være statsminister, og vi er nødt til at kende hendes holdning til sagen,” siger Eva Kjer Hansen til Newspaq.
Venstremedlemmet har blandt andet spurgt om regeringens holdning til Ungarns nye forfatning og til, hvad man vil gøre for at få Ungarn til at respektere basale demokratiske rettigheder.
Hun har stillet i alt seks §20-spørgsmål og fået nøjagtigt det samme svar hver gang: stil spørgsmålet til europaministeren (partifællen Nicolai Wammen, red.).
“Jeg har ikke noget imod, at Nicolai Wammen svarer på spørgsmål af mere teknisk karakter. Men når det gælder ytringsfriheden i et EU-land i en tid, hvor Helle Thorning-Schmidt er leder af EU-formandskabet, synes jeg ærlig talt, at hun skal svare,” lyder det fra Eva Kjer Hansen.
Nu skal Præsidiet så vurdere, om de vil irettesætte Helle Thorning-Schmidt for at undvige at svare på §20-spørgsmål; en uskik set i forhold til Folketingets normale kotyme.
Men præsidiet har faktisk ikke nogen sanktionsmuligheder over for Helle Thorning-Schmidt. De kan kun sende hende en kraftig opfordring.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt eller hendes rådgiver, Noa Reddington.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu