Formodet Boston-bomber er død

19. april 2013 11:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Formodet Boston-bomber er død
Billede mangler

»Han blev såret i en skudduel med vores politibetjente, og han er efterfølgende død af sine kvæstelser.« Sådan siger en talsmand for Boston Politi direkte på CNN.

 

Et øjenvidne har tidligere fortalt NBC News, at anholdelsen af den ene formodede bombemand fandt sted foran hans vindue.

»To bevæbnede mænd skød mod et stort antal politimænd, som derefter gav igen med tung beskydning i flere minutter,« siger øjenvidnet Andrew Kitzenberg til NBC News.

Den ene mistænkte satte sig derefter ind i en sort Mercedes, mens den anden løb direkte ned mod politienheden, siger vidnet Andrew Kitzenberg, der forklarer, at den mistænkte faldt om efter endnu en runde skud fra politiet.

Nu retter politiet opmærksomheden mod den anden mistænkte, som stadig er på fri fod i området. Talsmanden for Boston Politi betegner den mistænkte som »yderst farlig og ude for at dræbe.«

»Han er en trussel mod alle. Derfor opfordrer vi borgerne i Watertown og omegn at blive inden døre, og ikke åbne dørene for nogen, med mindre det er uniformerede betjente,« siger talsmanden.

Over lokalbetjentenes politiradio udtrykker flere betjente frygt for, at den mistænkte er i besiddelse af eksplosive stoffer. Det er ikke noget, der er bekræftet, men betjentene bliver bedt om at være yderst forsigtige.

Ud over den store mængde skydevåben skulle den anden mistænkte bombemand være iklædt en grå hættetrøje, være bleg i huden og have mørkt, brunt hår.

I forbindelse med natten skududvekslinger er en enkelt betjent død, og en anden er hårdt såret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu