Formodet gerningsmand skudt under biljagt

15. april 2013 16:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Formodet gerningsmand skudt under biljagt
Billede mangler

En mand, der er mistænkt for at stå bag et røveri mod apoteket i Ferritslev ved Odense, er i forbindelse med en biljagt blevet skudt i benene af politiet i forbindelse med en anholdelse. Manden er til behandling på Odense Universitets Hospital. Han er ikke i livsfare, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

 

Skudepisoden skete i forbindelse med, at den mistænkte mandag kort før klokken 14 begik et røveri mod apoteket i Ferritslev. Manden truede personalet med en pistollignende genstand, hvorefter han stak af i en rød Fiat mod Odense.

»Få minutter efter lykkedes det for Fyns Politi at bringe bilen til standsning. Det var i forbindelse med den efterfølgende anholdelse, at politiet afgav skud,« oplyser politiet.

Da man stadig er i gang med efterforskningen, har Fyns Politi ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Efterforskningen i forbindelse med politiets skud er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu