Forsikringsskat kan overleve magtskifte

3. februar 2012 12:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forsikringsskat kan overleve magtskifte
Billede mangler

Danskerne holder fast i sundhedsforsikringerne, selvom de ikke kan trækkes fra i skat længere.
I Venstre mener man, at det er forargeligt at beskatte folk for at tage ansvar for deres egen sundhed.
Alligevel vil sundhedsordfører Sophie Løhde (V) ikke garantere, at man igen kan trække sundhedsforsikringer fra på selvangivelsen, hvis de borgerlige kommer til magten efter næste valg.
“Hvad der ligger langt ude i fremtiden, er svært at spå om på nuværende tidspunkt. Jeg kan bare konstatere, at den retorik, regeringen har brugt, for et indføre endnu en skat, ikke holder vand i forhold til deres mål,” siger Sophie Løhde til Newspaq.
Retten til at trække sundhedsforsikringer fra i skat forsvandt ved nytår, og dengang var forventningen, at mange tusinde danskere ville skille sig af med deres sundhedsforsikringer.
Men stort set alle har dem stadigvæk, viser en rundringning til landets udbydere af sundhedsforsikringer, som Jyllands-Posten har foretaget.
Den nuværende regering fjernede fradraget med den begrundelse, at private sundhedsforsikringer skaber et A- og et B-hold, men den argumentation tror Sophie Løhde ikke på.
“Private sundhedsforsikringer dækker nogle af de ting, som man ikke kan få eller skal betale for i det offentlige sundhedssystem. Det er nonsens at tale om, at nogle kommer foran i køen. Det handler om, at folk kan komme hurtigere tilbage på deres arbejdsplads,” siger hun.
Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen afviser, at partiet er imod sundhedsforsikringer af ideologiske årsager.
“Men det skal være en privat sag. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi ikke længere giver statsstøtte til ulighed på sundhedsområdet,” siger hun til Newspaq.
I alt har 99 procent holdt fast i deres private sundhedsforsikringer. Godt én million danskere, især på det private arbejdsmarked, har en sundhedsforsikring.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu