Forsker: Få penge sender unge på skolebænken

18. april 2012 10:57 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forsker: Få penge sender unge på skolebænken
Billede mangler

Hvis en 25-årig arbejdsløs får halveret sin kontanthjælp er der en god chance for, at hun vælger at starte på en uddannelse – eller får et job.
Det vurderer lektor Thomas Bredgaard fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
Det er dermed en ganske fin pointe i Socialrådgiverforeningens forslag om at sænke kontanthjælpen for unge under 30 til et niveau, der svarer til SU.
“Vi kan se i statistikken, at der er en betydelig overledighed for gruppen af 25-29-årige,” siger han.
“Og det er klart, at der formentlig er nogle unge, som i kraft af, at de får en relativt høj kontanthjælp, ikke vil være så aktivt jobsøgende, som man vil være, hvis man får en lavere sats,” siger Thomas Bredgaard.
Han peger på, at et lignende tiltag i midten af 90’erne havde en betragtelig effekt på de unge.
Tilbage i 1996 lavede man det, der hedder ungeydelsen, hvor man kunne sætte ledige dagpengemodtagere under 25 år ned på halv ydelse, hvis de ikke tog imod tilbud om uddannelse.
“Det kunne man se havde en meget markant og positiv effekt på deres beskæftigelse. Der var rigtig mange, der pludselig kom i arbejde,” siger Thomas Bredgaard.
Han understreger dog, at der samtidig skal skrues på en række andre parametre, hvis forslaget skal virke.
“Lad os nu sige, at der kommer gang i økonomien igen, og at man samtidig presser de unge lidt ekstra, så er der en god mulighed for, at de to ting i kombination kan have en positiv virkning,” lyder det.
“Men hvis vi bliver ved med at befinde os i lavkonjunktur, og ledigheden stiger yderligere, så er det svært at forestille sig, at det vil have nogen virkning i sig selv at piske de unge,” vurderer lektoren.
I alt 6.000 unge kontanthjælpsmodtagere i aldersgruppen 25-29 år kan blive ramt af forslaget. Unge under 25 år får i forvejen en lavere ydelse.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er begejstret for idéen, mens regeringspartneren SF kalder forslaget for “en dårlig idé”.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu