Forsker: Kommuner vil bruge alle penge

11. juni 2012 11:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Forsker: Kommuner vil bruge alle penge
Billede mangler

Kommunerne vil gå efter at bruge så mange penge som muligt efter den nye økonomiaftale, vurderer forsker.
Hver eneste krone og øre, der er i kommunekassen.
Landets kommuner vil gå efter at bruge alle de penge, som regeringen har givet dem lov til at bruge i den nye økonomiaftale for 2013.
Det vurderer kommunalforsker Kurt Houlberg fra Anvendt Kommunalforskning, AKF.
Kommunerne må i 2013 bruge 2,5 milliarder mindre end de måtte i år, hvilket svarer til det beløb, de rent faktisk har budgetteret med for 2012.
– Set med kommunernes øjne bliver de straffet for at bruge mindre, end de har budgetteret med, siger Kurt Houlberg.
– Det vil med de kollektive øjne betyde, at kommunerne vil være mere påpasselige med at budgettere med at bruge mindre end de egentligt må. Man vil simpelthen budgettere op til rammen, så vidt det er muligt, siger han.
Fredag gik forhandlingerne i baglås, fordi kommunerne ville have samme rådighedsbeløb for næste år som for i år. Men søndag måtte de altså acceptere, at det kunne de ikke få.
– Det er et kompromis mellem to parter, som på et tidspunkt har stået meget langt fra hinanden, siger Kurt Houlberg.
– Men overordnet ser det ud som om, at finansministeren med den økonomiske krise i ryggen har stået stærkest i de her forhandlinger, siger han.
Kommunerne får med aftalen 500 millioner kroner til dagtilbudsområdet, men det var ifølge forskeren “en åben dør, der skulle slås ind”, da det allerede var på finansloven.
– Og så får kommunerne 300 millioner kroner til noget forebyggende arbejde på ældreområdet og bedre rammer for klimatilpasning. Det er på de store linier det, KL har fået forhandlet sig frem til, siger Kurt Houlberg.
Han understreger samtidig, at der har været mere på spil i aftalen i år end tidligere, fordi det fremover vil være Folketinget, der beslutter kommunernes økonomi som følge af den nye budgetlov.
Derfor var den nye aftale kommunernes sidste chance for at direkte at påvirke rammerne for, hvordan økonomien skrues sammen.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu