Forsker: Mærkeligt SU-krav fra regeringen

18. februar 2013 16:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Forsker: Mærkeligt SU-krav fra regeringen
Billede mangler

Regeringen vil tvinge de studerende til at gå til eksamen, hvis de fortsat vil beholde deres SU. Det sker for at få dem hurtigere gennem deres uddannelse.

 

Men det ræsonnement forstår Palle Rasmussen, professor ved Center for Uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet, ikke.

»Jeg synes, det er mærkeligt. Risikoen for, at man midtvejs inde i sit studieforløb er på nippet til ikke at kunne fuldføre sin uddannelse, fordi man har opbrugt sine tre eksamensforsøg, er jo forøget,« siger han.

De studerende har i dag mulighed for at dumpe den samme eksamen tre gange, før de bliver smidt ud, men det er den ordning, regeringen ønsker at ændre.

Palle Rasmussen synes dog, det er en god ide at indføre en automatisk tilmelding til eksamener. Det findes allerede flere steder, og det har lettet de studerende for tilmeldingsfrister, som har kunnet virke som en forstyrrelsesfaktor.

»Men det faktum, at man ikke kan melde fra uden at have en rigtig god grund, betyder, at de studerende automatisk dumper. Det synes jeg er en dårlig idé,« siger Palle Rasmussen.

Der er typisk to-tre eksamener på hvert semester, som de studerende skal bestå. Ifølge Palle Rasmussen er det meget normalt, at studerende udsætter en eksamen. Det kan der være mange grunde til.

»Det kan være, man er dumpet to eksamener, og man prioriteret at læse op til dem. Derfor skubber man den tredje foran sig,« siger han og understreger, at det er en fornuftig strategi, hvis den studerende ønsker at blive på studiet.

Det er dog en strategi, som kommer i fare med det nye SU-krav, og Palle Rasmussen frygter, at det i sidste ende kan få alvorlige konsekvenser for de studerendes videre uddannelse.

»Jeg tror en del studerende – ikke flertallet – men en del hurtigt kommer i den situation, at i løbet af halvandet års tid har de fået brugt deres tre eksamensforsøg. Så er de på vej ud af universitet,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu