Første aktion mod social dumping i dag

7. marts 2012 10:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Første aktion mod social dumping i dag
Billede mangler

Udenlandske virksomheder og arbejdere, der undergraver det danske arbejdsmarked bliver i dag set efter i sømmene.
I dag gennemfører Arbejdstilsynet, SKAT og politiet den første landsækkende aktion efter finanslovsaftalen for 2012, som sikrer 65 millioner kroner til kampen mod social dumping.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er med for at følge indsatsen mod et problem, som regeringen sætter meget højt.
“Dagens aktion er den første fællesaktion i det styrkede myndighedssamarbejde, der skal bekæmpe social dumping. Det er afgørende, at vi får styr på forholdene på det danske arbejdsmarked, så danske lønmodtagerne ikke oplever, at de bliver underløbet af udenlandske medarbejdere,” siger Mette Frederiksen.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) kalder det en central politisk opgave at sikre, at danske virksomheder ikke skal slås med unfair konkurrence fra udenlandske virksomheder:
“Eller mister ordrer, fordi andre danske virksomheder hyrer udenlandsk arbejdskraft på klart ringere vilkår, end hvad der gælder for danske medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den styrkede indsats nu vil sætte et klart fokus på, at alle virksomheder, danske og udenlandske, skal leve op til reglerne,” siger han.
Justitsminister Morten Bødskov (S) stiller op til aktionen med politiet , som skal tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.
“Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både Skat og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu