Forsvarsminister vil lade borgere tjekke sig selv

26. februar 2013 16:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Forsvarsminister vil lade borgere tjekke sig selv
Det er i dagbladet Information højtstående officerer giver udtryk for deres bekymring over det »evalueringsforløb med Forsvaret« Nick Hækkerup vil have lavet. Foto: Forsvarsministeriet.

Det er vigtigt at balancere Forsvarets Efterretningstjeneste, så der både bliver taget hensyn til borgernes retssikkerhed og tjenestens mulighed for at udføre et ordentligt stykke arbejde, mener forsvarsminister, Nick Hækkerup (S).

 

»Det er vigtigt, at borgere i Danmark kan føle sig sikre, derfor peger Forsvarets Efterretningstjeneste på trusler udefra. Men omvendt skal du også som borger kunne undersøge, om du er blevet uretmæssigt registreret,« siger han og forklarer, at der kan rettes henvendelse til tilsynet, der så undersøger, om tingene er, som de skal være.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative er blevet enige om en ny lov, der skal regulere Forsvarets Efterretningstjeneste. Med den nye lov vil kontrollen med Forsvarets Efterretningstjeneste blive styrket. Et nyt tilsyn skal blandt andet holde øje med behandlingen af personoplysninger.

Tilsynet undersøger efter en eventuel henvendelse, om Forsvarets Efterretningstjeneste uberettiget behandler oplysninger om vedkommende. Hvis det er nødvendigt kan tilsynet pålægge Forsvarets Efterretningstjeneste at slette oplysninger.

Forsvarsministeren glæder sig også samlet over den nye lov, fordi den giver mulighed for, at Folketinget kan undersøge tjenesten nærmere.

»Danskere skal kunne leve i tryghed, men det er også vigtigt, at politikere kan kigge tjenesten efter i sømmene. Det er nødvendigt at balancere Forsvarets Efterretningstjeneste.« siger Nick Hækkerup (S).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu