Fortsat blodig uro i Egypten

27. januar 2013 13:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fortsat blodig uro i Egypten
Billede mangler

Mindst 42 mennesker har mistet livet under de uroligheder, der har præget Egypten både fredag og lørdag. Søndag var der igen kampe mellem demonstranter og politiet.

 

Alene lørdag blev 31 mennesker dræbt i uroligheder i byen Port Said, da protester brød ud i kølvandet på dødsdommene over 21 personer, der var tiltalt for den fodboldvold, der for snart et år siden resulterede i 74 dødsfald under en fodboldkamp i byen. Vreden var hovedsageligt rettet mod retssystemet, som, mange mener, har beskyttet de politibetjente, der lod fodboldbøllerne få frit løb.

Søndag deltog tusinder i et optog for de mennesker, der blev dræbt under lørdagens protester. Det skete ifølge Reuters til lyden af såvel skudsalver og sirener flere steder i byen.

I Cairo har en stor del af modstanderne af præsident Morsi indtaget gaderne og beskylder præsidenten og hans islamistiske allierede for at have forrådt den opstand, som i 2011 væltede Hosni Mubarak.

– Egypteres blod flyder i gaderne på grund af misrøgt og korruption og fordi, Det Muslimske Broderskab udelukkende tænker på egne interesser, lød det fra Mohamed Sami, demonstrant på Tahrir Pladsen i Cairo søndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu