Fortsat røg hos dagplejemødre skuffer læger

22. april 2012 18:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fortsat røg hos dagplejemødre skuffer læger
Billede mangler

Den nye rygelov er langt fra så ambitiøs, som Lægeforeningen havde håbet. Især vækker det bekymring, at politikerne ikke har valgt at stramme reglerne for dagplejere, der passer børn hjemme hos sig selv.
De må fortsat ryge i hjemmet, når børnene ikke er der.
– Mange af stofferne i tobaksrøg er kræftfremkaldende, og man ved, at de sætter sig fast på ting. Og problemet er, at små børn sutter på ting. Så ud fra et forsigtighedsprincip mener vi, at dagplejebørn heller ikke bliver udsat for passiv rygning, siger Jette Dam-Hansen.
Hun er formand for forebyggelsesudvalget i Lægeforeningen. Og hun roser regeringen og Enhedslisten for at have strammet reglerne for rygning på ungdomsuddannelser og enkeltmandskontorer.
Lægeforeningen havde også gerne set, at det var blevet forbudt at ryge på restauranter og værtshuse under 40 kvadratmeter.
Op mod 7000 små børn frygtes at være udsat for tobaksforurenet luft i danske dagplejehjem, viser beregninger lavet af Statens Institut for Folkesundhed for Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpe se og Danmarks Lungeforening.
Regeringen og Enhedslisten er i weekenden blevet enige om en ny rygelov. Med loven bliver der indført totalforbud mod rygning på skoler, gymnasier, institutioner og en lang række øvrige uddannelses- og opholdssteder for børn og unge.
Samtidig bliver det forbudt at ryge i enkeltmandskontorer, dog med mulighed for at give tilladelse til rygning i firmabiler, lastbiler, kraner og lignende, hvis de kun bemandes af en person ad gangen.
Og sundhedsminister, Astrid Krag (SF), er sikker på, at stramningerne vil få en betydelig effekt på det rygende folk:
– Det vigtigste er totalforbuddet i forhold til at ryge på børneinstitutioner, efterskoler og ungdomsuddannelser, hvor de fleste er under 18 år. For det kan simpelthen ikke passe, at vores børn og unge skal lære at ryge i frikvartererne, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu