Fra Himalaya til Lokeren

20. februar 2013 16:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fra Himalaya til Lokeren
Billede mangler

Det var vinter i Himalayabjergene, og når strømmen gik, måtte han vandre flere kilometer gennem de tibetanske bjerge, indtil han nåede Dalai Lamas hjemby, McLeod Ganj.

 

Her satte han sig til rette på en internetcafé. Tændte for sin computer og loggede på Skype. Der var ikke længere så meget tvivl tilbage i Alexander Scholz. Det var næsten otte måneder siden, at han sidst havde rørt en fodbold. Men han havde endelig fundet ro i sin rastløse krop og følte sig klar.

***

Alexander Scholz var spået en stor karriere. En intelligent og rolig forsvarsspiller, suveræn i duellerne og med en modenhed som en mand, der havde set hele verden og mere til. Som 18-årig handelsskoleelev havde han spillet 17 førsteholdskampe for Vejle Boldklub og var blevet udtaget til U20-landsholdet.

Hvor end han kom i den jyske provinsby, var han fodboldspilleren og stortalentet Alexander. Men i løbet af hans sidste år på handelsskolen gik det op for ham, at han måske ville være alt andet end lige præcis det.

»Jeg blev træt af Vejle. Det var de samme omgivelser, de samme mennesker, og det begyndte at gå ud over fodbolden. Jeg missede træninger og pjækkede nogle gange fra skolen for at læse Sartre, bøger om Indien og levede i en drømmeverden. Jeg havde en fantasi om at vandre i Himalaya-bjergene og møde tibetanske munke,« husker Alexander Scholz.

Det kulminerede i sommeren 2011, dagen efter han havde kørt studenterkørsel. Alexander Scholz havde det rigtig dårligt, han havde tømmermænd og udlængsel og skulle væk lige med det samme. Han rejste til Spanien og vandrede Pilgrimsruten, El Camino. Helt alene i to uger.

Undervejs skrev han til Vejle Boldklub, at han havde det bedre. At han følte sig klar til at spille fodbold igen. Men så snart han kom hjem, indså han, at mens han havde rykket sig, stod Vejle jo bare stille.

Nu, hvor han var færdig med skolen, var hans kontrakt med VB det eneste, der holdt ham i Vejle. Bruddet var uundgåeligt. Hans søskende og forældre forstod ham ikke. Hans far, tyskeren Kent Scholz, er en legende i klubben med 100 førsteholdskampe bag sig, og han kunne ikke forholde sig til, at Alexander ikke ville udnytte sit store talent.

Han begyndte at isolere sig. Alle så ham som fodboldspiller, men det var han jo ikke længere. Han tog selv afstand fra sin omgangskreds og flyttede til Flensburg, hvor han boede hos sin onkel og arbejdede fra klokken otte om morgenen til klokken syv om aftenen ved et byggefirma.

Alexander Scholz nød at have et almindeligt job. Én af de ting, han havde det sværest med i fodboldverdenen, var, at det jo ikke var noget almindeligt arbejde. Nu skulle han tale tysk hver dag, køre rundt i en varevogn og knokle med sine hænder.

***

Den 2. januar 2012 rejste han til Indien, alene med en rygsæk. Han mødte udfordringer, nye mennesker, nye lugte og fik et nyt perspektiv.

»Jeg fandt noget ro midt i al min rastløshed. Der var ingen, der kendte mig, ingen, der forholdt sig til mig som fodboldspiller. Mine sociale evner var ikke på toppen, men jeg gik fra at isolere mig hjemme i Danmark til at være meget åben. Det gav mig et spark bagi. Hvis jeg ikke selv opsøgte kontakten, kom den ikke. Så kunne jeg sidde alene på et værelse i Indien og kigge. Det ændrede mit humør meget.«

Alexander Scholz fik lysten til at spille fodbold tilbage. Han tænkte, at han havde brugt hele sit liv på at blive dygtig til fodbold, og at det ville være en skam at smide det væk.

Hans holdkammerater i Vejle, Nikolaj Hagelskjær og Jesper Jensen, var begge taget til Island for at spille for Stjarnan.

»Island er lige dig. Mentaliteten, naturen passer perfekt til dig,« fortalte de ham.

Scholz skrev en sms til danskeren Henrik Bødker, der er assistenttræner i Stjarnan.

»Hej, jeg hedder Alexander, og jeg har spillet for Vejle. Jeg er interesseret i at komme til Island og spille fodbold,« skrev han blandt andet. Han sendte sit cv til Bødker, der vendte tilbage og sagde, at Stjarnan var vældigt interesseret.

Og sådan gik det til, at Alexander Scholz i februar forhandlede kontrakt over Skype i Himalaya-bjergene. Han og Henrik Bødker blev enige om en to-årig kontrakt.

Denne gang var det alvor for Alexander Scholz. Han havde brudt sin kontrakt med Vejle og havde aldrig i sinde at løbe fra sit ansvar igen.

***

»Jeg var spændt. Følte, at Island var en ny rejse. Jeg nåede kun lige hjem fra Indien, vaskede mit tøj og sagde farvel til venner og familie, og så tog jeg derop. Jeg havde brug for følelsen af at være i bevægelse, at være i konstant udvikling,« siger Alexander Scholz.

På Island skulle Henrik Bødker overbevise ledelsen i Stjarnan om, at det var en god idé at skrive kontrakt med en dansker, der ikke havde rørt en bold i otte måneder.

»Jeg endte med at love at gøre klubhuset rent i et år, hvis han ikke slog til,« siger Henrik Bødker, som snart skulle mærke, hvor lang en 90 minutters fodboldkamp kan føles.

Et par dage efter Scholz’ ankomst spillede Stjarnan træningskamp mod et lavt rangerende hold.

»Han scorede til 1-0 på hjørnespark, og det var også den eneste gang, han rørte bolden i kampen. Alexander lignede en gut, som aldrig havde set en fodbold før. Jeg sad og svedte, for vi havde lige skrevet to år med ham,« fortæller Henrik Bødker.

Men dag for dag voksede Alexander. Han brugte masser af tid på at vandre i Islands bjerge, sove i telt i vildmarken og udforske Reykjavik. På fodboldbanen begyndte hans klasse at skinne igennem, og han selvtrænede i styrkerummet. Det var som om, at der blev trykket på en knap.

***

Som sæsonen skred frem, blev klubber i udlandet interesseret i Scholz. Han bad sin islandske agent om overhovedet ikke at røre Norge, Sverige eller Danmark.

I stedet kom Arnar Grétarsson op og så på danskeren. Grétarsson er tidligere sportschef i AEK Athen og en legende fra en lang aktiv karriere i Lokeren, og han anbefalede sin forhenværende belgiske klub at kigge på Alexander Scholz.

I december 2012 skrev han under på en kontrakt på to-og-et-halvt år med den belgiske pokalvinder og daværende nummer tre i Jupiler League.

»Jeg tænkte, om jeg skulle vente et år. Men det lyder bedre at hente en 20-årig end en 21-årig. Og Lokeren kunne jeg ikke sige nej til. Dét, jeg mistede ved at stoppe med at spille fodbold, kunne jeg pludselig indhente og endda springe en masse skridt over.

Jeg er typen, der tænker meget. Og jeg er afklaret med, at nu er jeg professionel fodboldspiller. Den rastløshed, jeg oplevede i Danmark, har jeg ikke oplevet i udlandet endnu. Jeg tror, at de første fem år, man bor i et nyt land, kan man altid finde noget spændende.

Her i Lokeren er der én time til Frankrig. To timer, så er jeg i England.

Vi har også en fyr fra Congo på holdet. Så spørger jeg lidt til landets historie, hvordan det er at bo i Congo. Til sommer rejser jeg så til Congo i to uger. Jeg skal vandre rundt og måske hjælpe lidt til på et børnehjem.«

Alexander Scholz holder nok aldrig op med at drømme.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu