Frække kødtyve stjal tonsvis af luksuskød fra kreaturslagteri i Hadsund

17. februar 2012 18:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Frække kødtyve stjal tonsvis af luksuskød fra kreaturslagteri i Hadsund
Billede mangler

Listige kødtyve var frække som slagterhunde, da de stjal mere end seks tons kvalitetskød fra et kreaturslagteri i Hadsund.
Mens rengøringspersonalet var i fuld gang med at gøre rent, slæbte to gerningsmænd i ro og mag den store mængde kød ud i deres medbragte flugtbil: en stor kassevogn. Der skriver DR.
Oksekødet, der var af fineste, eksportklare kvalitet omfattede både oksemørbrad og oksefilet. Og selv om tyveriet fandt sted onsdag aften, blev det først opdaget fredag.
Den nærmest arrogante og afslappede fremfærd fra tyvene er ganske usædvanlig.
“Det er bestemt ikke noget amatørarbejde,” siger kriminalassistent Erling Lyngby Lauersen fra lokalpolitiet i Himmerland til DR.
Han vurderer, at de næsten må have været kendt med slagteriet på forhånd.
Tyvene kan være kommet ind ved at kravle ind gennem et transportbånd til pakkeriet eller ved at kravle ind over en lukket port, som for udluftningens skyld er udstyret med nogen gummilammeller øverst.
Herefter har de lukket porten op, og ellers brugt en palleløfter til at transportere de mange tons kød ud til bilen, som holdt ved en rampe, skriver DR.
Kilde: dr.dk
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu