Frank Høj: Jeg står til rådighed

10. marts 2013 14:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Frank Høj: Jeg står til rådighed
Billede mangler

Hvem var de tre ryttere, som smuglede kortison ind i OL-lejren i Athen i 2004 og ulovligt brugte det inden landevejsløbet. Alle fem danske deltagere har nu svaret på beskyldningerne, og indtil videre er der ingen, som bekræfter historien.

Frank Høj var bedste dansker ved OL med en 8. plads. Han vil ikke udtale sig om historiens rigtighed.

– Der er et rygter om, at der er en, som måske har sagt noget i en fortrolig proces. Og det er jo ikke engang et rygte, der er blevet bekræftet af Michael Rasmussen, fortæller Frank Høj til ekstrabladet.dk.

Historien brød ud lørdag i Politiken, som kunne fortælle, at Michael Rasmussen under afhøringerne med anti doping-myndighederne har fortalt, at tre ud af de fem danske ryttere til OL i Athen tog kortison. 

Nicki Sørensen fortæller i dag til sporten.dk, at han gerne vil samarbejde med Anti Doping Danmark, hvis de måtte have spørgsmål. Det samme giver Frank Høj udtryk for.

– Det er klart, at hvis Anti Doping Danmark vil have, at jeg står til rådighed, så gør jeg selvfølgelig det. Men af hensyn til denne her proces, der er i gang, så kan jeg ikke udtale mig. Men jeg vil rigtig gerne støtte op om den, siger han til ekstrabladet.dk. 

De fem danske OL-deltagere var Michael Rasmussen, Nicki Sørensen, Bo Hamburger, Lars Michaelsen og Frank Høj. Michael Rasmussen har tavshedspligt og vil ikke udtale sig om sagen. Bo Hamburger, Lars Michaelsen og Nicki Sørensen afviser, at de har fået kortison til OL i 2004. 

Anti Doping Danmark og Danmarks Idræts-Forbund ønsker ikke at verificere eller udtale sig om oplysningerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu