Frank Jensen nedtoner Enhedslistens indflydelse i København

17. marts 2013 14:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Frank Jensen nedtoner Enhedslistens indflydelse i København
Billede mangler

Enhedslisten står i en Gallup-måling foretaget for Berlingske til mere end en fordobling ved efterårets kommunalvalg i København, og det har fået Venstre til at frygte for byens fremtid.

 

Partiet har udnævnt EL til »hovedfjenden« i København ved kommunalvalget, og kulturborgmester Pia Allerslev (V) kalder partiets fremmarch »alarmerende«.

Men overborgmester Frank Jensen (S) slår fast, at han – hvis han også er overborgmester efter 19. november – uanset mandatfordeling vil videreføre den linje, han foreløbigt har lagt.

»Uanset hvem jeg skal samarbejde med efter et kommende valg – og jeg understreger, at der er lang tid til kommunalvalget – så vil jeg selvfølgelig føre socialdemokratisk politik. Det siger sig selv. Det er lykkedes i denne periode at indgå brede samarbejder på Københavns Rådhus, og det vil jeg også bestræbe mig på i den næste periode,« siger Frank Jensen.

Til tider er det dog nødvendigt at føre blokpolitik i København, men ingen er udelukket på forhånd, lyder det.

»Nogle år er budgettet vedtaget med S, R, V og K, og i år er det så vedtaget med R, SF, Ø og S, og det er jo fordi, at de borgerlige partier stillede ultimative krav i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2013. De ville have skattelettelser og skære markant i den københavnske beskæftigelsespolitik, og når man stiller så ultimative krav, så betyder det, at man kommer til at stå udenfor,« siger han.

Mens S i Gallup-målingen står til 28 procent af stemmerne i København, går EL frem til 27 procent.

»Det vil være en katastrofe for det store flertal af københavnere, hvis de fremover skal til at have magt og indflydelse på Københavns udvikling. Her er jo tale om et parti, der totalt mangler realitetssansen for forholdet mellem indtægter og udgifter,« siger Pia Allerslev.

Hun vil vide, om en stemme på Frank Jensen og S ved kommunalvalget reelt vil være en stemme på ELs politik. Frank Jensen kalder det »tankevækkende, hvis oppositionens leder allerede nu har kastet håndklædet i ringen«.

»Jeg synes, Venstre skal komme ind i den politiske kamp og ikke bare en markeringskamp om, hvad der sker, hvis vælgerne på valgdagen stemmer, som de siger i jeres Gallup-måling,« siger han.

Overborgmesteren påpeger, at der er en række politiske forskelle på Socialdemokraterne og Enhedslisten, og det vil der også være efter kommunalvalget, eksempelvis på det trafikpolitiske område.

»Vi går ind for, at vi får en østlig omfartsvej, en havnetunnel, fordi det vil aflaste indre by og den massive og tunge trafik, vi har i dag. Jeg ved godt, at Enhedslisten ikke går ind for det, men det gør Socialdemokraterne, og det vil vi markere klart og tydeligt i den valgkamp, der kommer i efteråret,« siger Frank Jensen.

Enhedslistens spidskandidat i København, Morten Kabell (Ø), siger, at de 27 milliarder kroner, der skal bruges på en havnetunnel, i stedet bør bruges på kollektiv trafik.

Han mener, at Gallup-målingen taler for sig selv.

»Vi ved godt, at S kan gå efter magten sammen med de borgerlige partier, men dette er et signal om, at de skal gå i en anden retning sammen med os,« siger han til Berlingske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu