Officielt: Danmark er seedet i VM-playoff – her er de mulige modstandere

10. oktober 2017 22:53 | Af: Ritzau Fokus

Danmark er seedet til de kommende playoffkampe.

Officielt: Danmark er seedet i VM-playoff - her er de mulige modstandere
Nicklas Bendtner og resten af det danske landshold er med i bowlen, når der skal kæmpes om de sidste VM-billetter. Foto: Scanpix

Det danske fodboldlandshold er blandt de fire seedede hold, når der 17. oktober trækkes lod til de europæiske playoffkampe, hvor der er fire VM-billetter på spil.

Det står klart efter tirsdagens afslutning på gruppekampene. Det var Frankrig, der gav danskerne den sidste hjælpende hånd, da holdet vandt med 2-1 over upåagtede Hviderusland i Paris.

Dermed vinder Frankrig gruppen og kvalificerer sig til VM, mens Sverige slutter som nummer to, selv om holdet tabte 0-2 i Holland.

Havde Frankrig sat point til og Sverige vundet, ville Frankrig være blevet toer, og det havde gjort Danmark til et af de fire useedede hold.

Som seedet kan Danmark trække Irland, Nordirland, Grækenland eller Sverige. Playoffkampene spilles i november.

En times neglebidning

Frankrig havde i starten af kampen ikke helt let ved at nedbryde hviderusserne. Der skulle gå næsten en halv time, før Antoine Griezmann gjorde det til 1-0, da han udnyttede en frispilning.

Fem minutter senere fordoblede Olivier Giroud føringen efter en hviderussisk opspilsfejl. Inden pausen nåede de undertippede gæster dog at reducere ved Anton Saroka.

Stillingen kunne sågar være blevet udlignet i anden halvleg, men Hviderusland brændte en kæmpe chance tæt under mål.

Frankrig havde også sine muligheder, men holdet formåede ikke for alvor at sætte trumf på.

Fuld kontrol

Det skyldes formentlig de meldinger, holdet havde fået fra Holland. Her var hjemmeholdet i fuld kontrol mod Sverige, og inden pausen havde Arjen Robben scoret to gange.

Det første mål var på straffespark, som blev tildelt, efter Manchester Uniteds Victor Lindelöf noget klodset havde sparket bolden op på sin egen hånd.

Arjen Robben trillede arrogant straffesparket ind bag FCK-målmand Robin Olsen i det svenske bur.

Der var noget mere svung over hans 2-0-mål, da han fem minutter inden pausen kanonerede bolden i nettet fra kanten af feltet.

Havde Holland vundet med 7-0, ville holdet have taget andenpladsen fra Sverige, men det urealistiske scenarie var aldrig tæt på at blive til virkelighed.

Fakta

Disse otte lande slås om fire VM-billetter

Efter tirsdagens afsluttende gruppekampe i den europæiske VM-kvalifikation ligger det fast, hvilke otte hold der skal kæmpe om de sidste fire europæiske VM-billetter.

Landene – alle toere i deres respektive kvalifikationspuljer – mødes to og to over to kampe. Den samlede vinder af hver duel er klar til VM i Rusland 2018.

De fire seedede lande parres med hvert et af de useedede lande ved en lodtrækning 17. oktober.

Kampene spilles i perioden 9. til 14. november.

De seedede lande:

* Italien.

* Kroatien.

* Schweiz.

* Danmark

De useedede lande:

* Nordirland.

* Irland.

* Sverige.

* Grækenland.

* Slovakiet sluttede ligeledes på andenpladsen i sin kvalifikationspulje, men ender som den dårligste af de ni toere, hvilket betyder farvel til VM.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu