Frans Nielsen på playoff-jagt

8. marts 2013 17:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Frans Nielsen på playoff-jagt
Billede mangler

Frans Nielsen er mere tændt end nogensinde. Nu skal det være.

Målet for New York Islanders’ danske playmaker er NHLs playoff, slutspillet i verdens mest prestigefulde ishockeyturnering.

Seks gange er en top-8 placering i Eastern Conference og en plads i playoff glippet for en af NHLs bedste defensive forwards, men New York Islanders står stærkt i denne sæson.

– Vi har den samme stamme som tidligere, men jeg føler, vi har et bedre hold med gode chancer for at nå målet, siger han til sporten.dk

– Vi dummede os lidt i starten og tabte fem kampe i træk i begyndelsen af februar, men er kommet bedre med og har fået point i de seneste fire kampe. Holdene i midten ligger tæt, og der er lang vej endnu.

Islanders måtte natten til fredag dansk tid se sig slået 1-2 i overtiden i lokaldramaet i Nassau Coliseum på Long Island af rivalerne fra New York Rangers og er halvvejs gennem grundserien på en delt niendeplads, tre point under playoff-stregen.

Frans Nielsen er i 24 kampe noteret for to mål og ni assist og er ikke helt tilfreds med sin score.

– Målene er ikke rigtig kommet, men jeg tænker ikke så meget over det. Jeg ved, hvad jeg kan og spiller mit spil. Så skal de nok komme, siger han.

Frans Nielsen er en af Islanders’ nøglespillere og center i andenkæden med Kyle Okposo og Josh Bailey.

New York Islanders spiller lørdag mod Washington Capitals den sidste af syv hjemmekampe i træk. Til gengæld slutter de grundserien sidste i april med en fem kampe lang road trip.

– Syv hjemmekampe i træk er meget usædvanligt, men det er turneringen også i år, hvor vi kun møder hold fra vores egen conference i grundserien på grund af lockouten og den sene start, siger Frans Nielsen.

I Eastern Conference er den store positive overraskelse Montreal Canadiens med Lars Eller. I 4-2 sejren over Carolina Hurricanes var Lars Eller på isen under alle fire mål, lavede tre point (et mål og to assist) og blev kåret til kampens 3rd star.

Kæden med Lars Eller, Brandon Prust og Alex Galchenyuk var kampens store oplevelse, og danskeren rapporteres i sit livs form.

– Jeg er meget imponeret over Montreal Canadiens efter sidste års skuffelse. Også Ottawa Senators har overrasket mig efter at have mistet flere gode spillere, siger Frans Nielsen.

– Jeg har ikke fulgt Western Conference så intenst, da vi ikke møder holdene derfra, men ubesejrede Chicago Blackhawks har brilleret og er ti point foran nr. 2. Det taler for sig selv.

Dallas Stars vandt natten til fredag over Stanley Cup-vinderne Los Angeles Kings 5-2. Stars er fortsat uden Philip Larsen, der fik hjernerystelse i sidste måned.

Vancouver Canucks med Jannik Hansen tabte 1-2 i overtid til bundholdet Columbus Blue Jackets, mens Phoenix Coyotes med Mikkel Bødker blev slået 3-6 af St. Louis Blues.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu