Fransk familie er stadig fanget i Nigeria

21. februar 2013 20:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fransk familie er stadig fanget i Nigeria
Billede mangler

FRANKRIG: Den franske familie, som tirsdag morgen blev bortført i Cameroun og siden sendt til Nigeria, er endnu ikke blevet frigivet.

 

Det siger Frankrigs præsident, Francois Hollande, efter at der har hersket forvirring om, hvorvidt familien bestående af fire voksne og tre børn var blevet udleveret til det nigerianske militær.

Han oplyser desuden, at familien tilsyneladende er blevet skilt fra hinanden og nu opholder sig to forskellige steder.

»Det bedste, vi kan gøre lige nu, er at arbejde diskret på først og fremmest at lokalisere, hvor vores landsmænd bliver tilbageholdt. De er højst sandsynligt blevet delt i to grupper. Vi forsøger at finde ud af, hvordan vi kan befri dem under de bedste omstændigheder,« siger Hollande ifølge Reuters.

Frankrigs forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, fortalte onsdag, at det sandsynligvis er den islamistiske terrorgruppe Boko Haram, som står bag bortførelsen.

Om årsagen til bortførelsen skyldes Frankrigs militære engagement i Mali, hvor franskmændene bistår de lokale myndigheder med at nedkæmpe islamistiske oprørere, er endnu uvist. Men forløbet understreger den risiko, der har været for franske statsborgere og interesser i Afrika, siden Frankrigs politikere besluttede sig for at sende styrker til det vestafrikanske land.

Der har været forlydender fremme om, at Frankrig har sat specialstyrker ind i jagten på bortførerne. Det er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, men Hollande slår fast, at Frankrig samarbejder med myndighederne i Frankrig og Cameroun om at finde frem til den bortførte familie.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu