Franske specialstyrker skal finde bortførte i Cameroun

20. februar 2013 20:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Franske specialstyrker skal finde bortførte i Cameroun
Billede mangler

CAMEROUN: Efterretningsagenter i Cameroun får nu hjælp fra franske specialstyrker til at finde den familie, som blev bortført tirsdag i den nordlige del af landet og taget med til Nigeria. Det fortæller den lokale guvernør ifølge Reuters.

 

»Franske specialstyrker ankom i går fra N’Djamena (hovedstaden i Tchad, red.) for at hjælpe med efterforskningen,« siger guvernøren, Augustine Fonka Awa, for regionen, der ligger længst mod nord, til Reuters.

Hvordan styrkerne er kommet dertil, siger han dog ikke noget om.

Bortførelsen af den franske familie med tre voksne og fire børn understreger den risiko, der har været for franske statsborgere og interesser i Afrika, siden Frankrigs politikere bestemte sig for at sender styrker til Mali for at kæmpe mod de islamistiske oprørere.

Den franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian løftede onsdag sløret for, at spor peger på den nigerianske islamistiske gruppe Boko Haram som bortfører, men der menes dog ikke at være noget direkte link til den franske deltagelse i Mali.

»Vi tror, det er Boko Haram-gruppen, der står bag bortførelsen, men vi ved det ikke med sikkerhed. Terror avler desværre terror,« lød det fra ministeren til fransk TV 2.

Frankrigs udenrigsministerium vil ikke bekræfte, at der skulle være sendt specialstyrker til Cameroun. I stedet siger talsmanden, at det er et ubegrundet rygte.

Ifølge Camerouns udenrigsministerium tog bortførerne den franske familie med på motorcykler og i en stjålet bil og forsvandt mod Nigeria. Og inden sikkerhedsstyrker på både den camerounske og den nigerianske side kunne nå at reagere, var de sluppet væk.

Det er første gang, udlændinge bliver taget til fange i det overvejende muslimske nord i Cameroun, som er en tidligere fransk koloni. Men regionen betragtes som en del af det område, hvor Boko Haram og andre islamistiske militante grupper opererer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu