Frisører frygter priskaos

21. januar 2013 15:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Frisører frygter priskaos
Arkivfoto: Colourbox.
Frisør

Arkivfoto: Colourbox.

Afgørelse fra Ligestillingsnævnet vækker vrede blandt frisørerne, der er i vildrede over, hvordan de skal prissætte klipninger fremover.

 

Det mener brancheorganisationen for frisører, der nu har anket en afgørelse fra Ligestillingsnævnet, der siger, at det er ulovligt med forskellige priser baseret på køn.

Frisørerne mener, at det vil udløse et priskaos uden lige.

– Det er fuldstændig absurd, at Ligestillingsnævnet uden overhovedet at forhøre sig hos os om begrundelsen for forskellige dame- og herrepriser bare erklærer dem ulovlige. Beslutningen er helt ud i hampen, da der er en rimelig forklaring på, hvorfor der er denne prisforskel, Connie Mikkelsen, der er formand for Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (Dofk).

– Der er forskel på at klippe hår på mænd og kvinder. Det tager simpelthen længere tid på kvinder. Det er et faktum, og det tager hele vores fag og uddannelse udgangspunkt i. Det afspejler sig i prisfastsættelsen og sikrer, at selve betalingerne fungerer uden problemer, da både kvinder og mænd kan se prisen inden handelen, siger Connie Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Hvis domstolen stadfæster afgørelsen, betyder det, at hele frisørområdet skal finde en ny måde at prisfastsætte klipning. Det kan være efter tidsmåling, opdeling i standard- eller teknisk-klipning, eller pris efter hårlængder som mellemlang, kort eller lang hår. Men alle disse metoder er vanskelige at håndtere i praksis, mener Connie Mikkelsen.

– Det er svære procedurer. Tidsmåling vil medføre en række diskussioner, og det samme vil hårlængder. Hvad er mellemlangt, og hvad er langt hår. Det vil ende i en række konflikter med kunderne, siger Connie Mikkelsen.

Formanden får opbakning fra Håndværksrådets jurist, Jeppe Rosenmejer.

– Afgørelsen er forkert, da der er helt åbenlyse gode grunde til, at kvinder som udgangspunkt skal betale mere for en klipning end mænd. Det tager længere tid at klippe en kvinde end en mand. Frisørerne sætter deres priser efter, hvor lang tid det tager at klippe en person og deraf opstår forskellen. Prisforskellen er derfor ikke bestemt af kønnet, men af tiden, siger Jeppe Rosenmejer.

Ligestillingsnævnet afgjorde for nylig, at en frisør skal betale en godtgørelse på 2.500 kroner til en kvinde, der klagede over diskriminerende priser hos en frisør. En afgørelse, som landets frisører principielt skal rette ind efter, og som derfor får konsekvenser for hele branchen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu