Fritz Hansens klassikere hitter i udlandet

11. april 2013 09:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fritz Hansens klassikere hitter i udlandet
Billede mangler

Storproducenten af danske designmøbler Fritz Hansen har succes på de udenlandske markeder, og det er de klassiske møbler i form af Syveren samt Ægget og Svanen, der i første omgang åbner dørene til de udenlandske forbrugere.

Men Fritz Hansen har også solid vækst i salget af nye designmøbler. Det skriver Dagbladet Børsen.

Fritz Hansen har netop fremlagt årsregnskab for 2012 og heri kan man se, at virksomheden har øget sin omsætning med syv pct. til 461 mio. kr. På bundlinjen er driftsresultatet forbedret med 45 pct. til et plus på 60 mio. kr.

Og fremgangen skyldes i høj grad, at de amerikanske og japanske forbrugere for alvor har fået tegnebogen frem og er begyndt at gå efter de danske møbler. Omsætningen er sammensat af 80 pct. klassiske produkter og 20 pct. nye møbler. Sidstnævntes andel har været stigende, men de tre mest solgte Fritz Hansen-møbler er fortsat stabelstolen Syveren samt Ægget og Svanen.

Adm. direktør i Fritz Hansen, Jacob Holm, påpeger, at danskerne kender virksomhedens klassiske modeller ud og ind, men for forbrugerne i USA og Fjernøsten er de helt nye og ukendte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu