Fritz Schur trækker sig som post-formand

8. februar 2013 12:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fritz Schur trækker sig som post-formand
Billede mangler

PostNords bestyrelsesformand Fritz Schur trækker sig. Det meddeler den fællesnordiske postkoncern fredag over middag.

 

Fritz Schur er blandt andet kendt for at sidde på en stribe magtfulde positioner i statsejede selskaber – som eksempelvis SAS og DONG Energy. Nu meddeler han så, at det er slut med bestyrelsesansvaret, når det kommer til PostNord.

“I forbindelse med fusionen af Post Danmark A/S og Posten AB blev jeg af de to stater bedt om at være formand for det nye fællesselskab, PostNord AB, i to år. Dette accepterede jeg, selv om jeg allerede havde siddet i Post Danmark A/S’ bestyrelse i 14 år. Ved periodens udløb blev jeg bedt om at tage yderligere en periode, som også er gået, og jeg har således nu 18 år i postsektoren bag mig,” siger Fritz Schur i meddelelsen og tilføjer:

“Dertil kan lægges, at det er min opfattelse, at ansøgerfelterne er større, hvis begge poster er i spil på samme tid. Dette skyldes, at staterne har den forståelse, at der er en fra hvert land på henholdsvis direktør- og formandsposten. På denne baggrund er staterne og jeg enige om, at yderligere forlængelse ikke er hensigtsmæssig.”

Schur stopper til den ordinære generalforsamling 18. april. I perioden frem til generalforsamlingen er Schur blevet bedt om at arbejde på finde en ny administrerende direktør for det fællesnordiske postkoncern.

PostNord blev stiftet i 2009 på baggrund af sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu