Fronterne i Italien trækkes op

19. april 2013 12:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fronterne i Italien trækkes op
Billede mangler

ITALIEN: Temperaturen mellem de to af de tre store blokke i det italienske parlament krøb fredag atter ned på frysepunktet, da centrum-venstre-alliancen under ledelse af Pier Luigi Bersani trak tidligere premierminister Romano Prodi frem som ny præsidentkandidat. Samtidig er parlamentet atter fanget i politisk dødvande.

 

Prodi er ifølge AFP en rød klud i øjnene på Silvio Berlusconi og hans centrum-højre-partier. Romano Prodi har to gange slået Berlusconi i kampen om premierministerposten.

Med sit skridt lægger Pier Luigi Bersani afstand til den forståelse, der opstod mellem de to blokke, da de torsdag enedes om at pege på den 80-årige tidligere fagforeningsleder Franco Marini, som en fælles kandidat.

Franco Marini kunne ikke samle det to-tredjedeles flertal blandt parlamentets medlemmer som kræves, og han er dermed ude af billedet.

I stedet bringer Pier Luigi Bersani altså Romano Prodi i spil.

Siden valget i februar, hvor ingen af parlamentets tre blokke alene fik flertal, er det ikke lykkedes at få dannet en regering i Italien.

Samtidig udløber embedsperioden for landets nuværende præsident, Georgio Napolitano ud midt i maj.

Valgets store overraskelse og reelle vinder, 5-Stjerne Bevægelsen, hvis leder, Bebbe Grillo, tidligere har betegnet Berlusconi og Bersani som »røvansigter«, har de seneste dage sendt forsigtige følere ud til Bersani om samarbejde. I første omgang om at stemme på en fælles kandidat. Det mislykkedes dog med Bersanis beslutning om at gå med Berlusconi og pege på den 80-årige Franco Marini.

Nu er spørgsmålet om Prodi kan samle de to blokke og dermed få brudt dødvandet i parlamentet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu